Ung mand idømt flere års fængsel for voldtægt.

En 19-årig mand blev mandag ved Retten i Randers idømt ubetinget fængsel i to år og tre måneder for i maj at have voldtaget en 19-årig kvinde.

Manden og kvinden var begyndt at se hinanden og havde mødtes et par gange før, da han en sen aften den 17. maj i år hentede hende i sin bil i Randers, hvorefter de kørte en tur. På et tidspunkt holdt han ind til siden på en rasteplads eller lignende, og ifølge kvindens forklaring pressede han hende her op ad bilen, holdt hende fast og tiltvang sig samleje med hende, selvom hun flere gange bad ham stoppe.

Dagen efter anmeldte den 19-årige kvinde sagen til politiet, og manden blev anholdt og varetægtsfængslet.

”Den 19-årige kvinde fortalte kort efter episoden sin mor om voldtægten, og i retten gav hun en detaljeret forklaring af, hvad der var sket, og at hun tydeligt havde sagt fra. Den tiltalte forklarede omvendt, at de havde haft frivillig sex, men retten fandt altså kvindens forklaring mere troværdig,” siger specialanklager Jesper Rubow.

Ud over voldtægten blev den 19-årige mand også dømt for to tilfælde af vold ved i juni 2022 at have sparket en kvindelig bekendt og for i juli 2022 at have slået en mandlig bekendt i ansigtet og taget halsgreb på ham.

Derudover blev han dømt for hærværk ved at have slået hul i en dør på den adresse i Randers, hvor han havde overfaldet den anden mand.

Den 19-årige erkendte hærværk, men nægtede sig skyldig i de andre forhold. Han tog betænkningstid i forhold til at anke dommen.