”Jeg er glad for, at vi netop har indgået et budgetforlig, hvor vi fortsætter fremdriften for Randers Kommune og forbedrer service og omsorg for både børn, unge og ældre, og samtidig skaber rum for at sætte gang i initiativer, der kan styrke udvikling og vækst”
 
Sådan lyder det fra borgmester Claus Omann Jensen til det netop indgåede budgetforlig med Dansk Folkeparti.
Dagtilbudsområdet får tilført cirka 50 millioner kroner hen over budgetperioden. Den tidlige indsats for de yngste børn styrkes. Der prioriteres også et aktivt idrætsliv ved at igangsætte projekter, som idrætscenter Vest i Hornbæk, Kraftcenter Korshøj i Harridslev og idræts- og eventhal i Arena Randers.
Budgetforliget for 2017-2020 er indgået af Venstre og Dansk Folkeparti torsdag 22. september.
”Jeg er også rigtig glad for, at forliget prioriterer demenslandsbyen Møllevang, og en fokuseret indsats overfor borgere med handicap i form af et aktivitetshus. Vi styrker sagsbehandlingen i Familieafdelingen med samlet fem mio. kr., siger borgmesteren.
”Iderigdommen er stor i Randers. Derfor har vi også sat midler af til en række aktiviteter som at styrke Randers som eksempelvis Lysets by, og vi er enige om at bakke op om etablering af et flodbad både drifts- og anlægsmæssigt. Det hænger fint sammen med den fortsatte prioritering af Byen til Vandet, ” siger Claus Omann Jensen.
Forliget sikrer ekstra midler til førskolebørn, de svageste ældre, handicappede, udsatte familier og et aktivt idræts- og foreningsliv samtidig med, at de udgifter der følger af befolkningsudviklingen fastholdes.
Derimod på folkeskolen holde for. Og det mener Torben Hansen fra Socialdemokraterne ikke at man kan være bekendt:
“Vi er bekymrede for de store besparelser der er på folkeskoleområdet. Vi har lige været igennem en skolestruktur, og alt hvad der blev sparet skulle blive i sektoren. Og så går man hen og laver en rammebesparelse. Det mener vi ikke at hverken lærerne, elever eller forældre har fortjent”, siger Torben Hansen.
“Jeg synes det er en trist aftale med et så snævert flertal. Og så ser man Hal 4, som den helt store åbenbaring – men det er mange penge at binde kommunen op på mange år i fremtiden”, siger han.
Forligspartierne lægger op til, at besparelsen på 41,5 millioner kr. gennemføres så nænsomt som muligt. Besparelsen bliver gennemført, fordi forligspartierne ønsker at lave et budget, som tager højde for, at der generelt er stor usikkerhed om kommunernes økonomi og ønsket om at opprioritere visse områder, hvorfor blandt andet børneområdet friholdes for besparelsen på tre millioner kr. men forligspartierne tilbagefører dog 4,7 millioner til skolerne i budgetåret 2017, som svarer til at kompensere for rammebesparelsen i de første syv måneder.
 
Velfærdslisten ikke tilfredse
Velfærdslisten raser over Venstre og Dansk Folkepartis budgetforlig, der sender regningen for Hal 4 til skoler, ældre, handicap, psykiatri og udsatte børn og unge.
“Venstre og Dansk Folkeparti sender regningen for Omanns personlige prestigeprojekt, nemlig Hal 4, til skolebørnene. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Hal 4 bliver Claus Omann Jensens mausoleum,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.
Han mener, at forliget vil føre til store forringelser for ældre, udsatte børn og unge, borgere med handicap, psykisk sårbare og især skolebørn. Forringelser, der blandt andet gennemføres, for at skaffe penge til Hal 4, der samlet vil komme til at koste Randers-borgerne tæt på 100 millioner kroner.
“Venstre og Dansk Folkeparti udsætter skolerne for en nedskæring på intet mindre end 23 millioner kroner i 2017 og 28 millioner kroner om året fra 2018. I hele budgetperioden svarer det til en nedskæring på intet mindre end 153 millioner kroner. Det betyder, at skolelederne nu skal til at uddele fyresedler,” siger Kasper Fuhr Christensen.
Velfærdslisten anerkender dog også, at der er enkelte lyspunkter i budgettet.
“Børnehaver og vuggestuer får et betydeligt løft, og det er noget, som Velfærdslisten har kæmpet for, lige siden vi blev stiftet,” siger Kasper Fuhr Christensen.
 
Radikale mener ikke det skaber fremdrift
“Trist Venstre og Dansk Folkeparti helt åbenlyst gik efter et smalt forlig; med dem alene. Ikke rosværdigt arbejde set med demokratiske briller. Ultimatummer blev fremført så de kunne være sikre på at gå hele vejen alene, hånd i hånd”, lyder det fra Radikale i Randers Kommune.
Budgetforliget er et sparebudget, som vil få konsekvenser for den fælles velfærd og medarbejdernes dagligdag. Forligspartierne forsøger af bedste at skjule dette, mener de radikale.
Det kan konstateres, at der ikke bliver fremdrift for skolebørn og udsatte børn i årerne fremover, siger Mogens Nyholm.
“Skolebørnene svigtes igen. Der spares ca. 3,5 millioner kroner i 2017, og i årerne derefter bliver den fulde besparelse årligt 8,2 millioner kroner. Og det til  trods for skolerne udtaler ”citronen allerede er presset mere end godt er”.  Svære tider for vores skolebørn bliver sværere endnu “, siger han.
Radikale Venstre kan ikke støtte Hal 4.
“Projektet er ikke tilstrækkeligt belyst, og kan betyde andre idrætshaller lukkes ad åre, og den kan i værste fald blive en sten om halsen for kommunen – på samme måde som vi aktuelt ser det med Næstved Arena. I øvrigt er det meget bekymrende at så stort et projekt vedtages med 16-15 stemmefordeling! Det er ikke godt for det samarbejdende folkestyre”, lyder det fra de Radikale
“Konkluderende bærer budgetforliget præg af personlige interesser plejes hist og pist. Hvis Venstre og DF ville, kunne partierne meget vel have fået forlig med alle byrådets partier (undtagen listerne). Men det var åbenlyst ikke på deres politiske dagsorden”.