… Ikke ifølge flere som Din Avis har snakket med. Høringsperioden for den store bybusomlægning var to uger. To uger for borgerne til at komme med indvendinger mod at deres bybus måske bliver nedlagt – dertil kommer at varslingen på borgermøderne kun var én uge via pressen
 
Per Nikolaj Bukh, cand.oecon. og ph.d., er professor på Aalborg Universitet. Per Nikolaj har en omfattende erfaring som rådgiver for en række offentlige virksomheder omkring strategi, design af økonomistyrings- og ledelsessystemer. Han mener ikke at to ugers høring er tilstrækkelig i et demokratisk system.
“Hvis kommunen og Midttrafik vil det her, hvis de vil have en debat, så skal de også lade befolkningen høre og med en så kort frist, er der en risiko for at folk overser det – en uges frist for borgermøder er meget kort”, siger han.
Det er oppe i tiden at diskutere høringsfrister – i september havde Pia Kjærsgaard problematikken oppe at vende i Folketinget, da også høringsfrister for lovforslag er blevet væsentlig kortere.
Hos Midttrafik er det almindelig kutyme, at der er to ugers høring, før de nye køreplaner træder i kraft. Men det mener Per Nikolaj Bukh ikke kan sammenlignes med denne proces.
“Dette er ikke bare en ny køreplan. Det er en helt omlægning af bybusnettet, hvilket er en større indgriben”, siger han.
Hos Midttrafik fortæller Per Elbæk, der er projektleder på det nye bybusnet i Randers, at to uger er helt almindeligt.
“Og det er vores erfaring at folk ikke bliver klogere, selvom der er længere høringsfrist. De der bliver berørt at det her, kan nå at orienterer sig. Og vi har fået 290 høringssvar, og det synes jeg vidner om, at folk har haft tid nok”, siger han.
Ifølge kommunalforsker på Danmarks journalist og mediehøjskole Roger Buch, er der ingen lovkrav om høringslængder. Men han mener i bund og grund også at de er ligegyldige.
“Det er sjældent, at der bliver rykket ret meget ved de beslutninger, der er taget før høringsperioden. Modstanden fra befolkningen er kendt i forvejen og man har indkalkuleret det hele i beslutningsprocessen. Måske kan der komme små justeringer, men det er jo ikke hver gang, det sker”, siger han.
Han mener at høringsperioder er et spil for galleriet – et ritual man gennemfører. Og det rykker ikke ved den grundlæggende plan, siger han.
 
Dårlig proces
Peter Gregersen, der er formand for Haslund Beboer- og Grundejerforening kommer med kritik af hele forløbet med omlægningen af de nye bybusruter. Han mener ikke at to uger er nok til at alle folk kan indsende høringssvar.
“Det har været en kritisabel høring. Alene varslingen af borgermøder via pressen skete en uge før de blev afholdt – det er simpelthen ikke tids nok. De blev tilmed holdt kl. 16.30, og det er ikke alle der kan nå hjem fra arbejde til det. Jeg er glad for, at vi trods alt var over 200 personer til stede. Hvis det havde været senere på dagen, var der kommet endnu flere”, siger han.
Høringssvarene kunne kun indsende via e-mail på Midttrafiks hjemmeside. Og er man ikke ejer af en e-mail adresse, kunne høringssvarene ikke sendes.
“Det er under al kritik. Jeg sad og tastede høringssvar for andre borgere som ikke har en e-mail og måtte skrive min egen e-mail på for overhovedet at kunne indsende den. Og så kunne man kun indtaste 600 anslag. Det vil sige, jeg blev nødt til at sende fem-seks høringssvar for at få alle argumenterne med. Det er simpelthen for dårligt”, siger Peter Gregersen.
Det var også muligt at indsende høringssvar med almindelig brev. Det vil så bare tage endnu længere tid og derved vil en høringsperiode på to uger være væsentlig til gene for mange.
To byrådspolitikere som Din Avis har snakket med – Katrine Fruelund (V) og Kim Kristensen (Beboerlisten) synes også at høringsperioden var lige vel kort. Selvom Kim Kristensen har været med til at stemme for en omlægning, da han sidder i Miljø- og Tekniskudvalget. Han vedgår sig at høringsperioden godt kunne være længere.
Katrine Fruelund har i Din Avis ytret sig via læserbrev om lukningen af bybusruterne i både Tebbestrup, Haslund og Ålum/Tånum. Hun mener godt, at høringsperioden kunne være længere og har en opfordring til de berørte borgere.
“Politikerne vil da gerne høre fra folk, hvis man har argumentationer mod det nye bybusnet. Vi vil gerne være tilgængelige og modtager som sagt gerne breve, hvis man har indvendinger”, siger hun.