Et sted at sove, tre måltider om dagen, et bad og rent tøj er for langt de fleste en selvfølge. Men nogle mennesker i Danmark kan ikke regne med at få så basale behov dækket.  En af de organisationer, der forsøger at give mennesker i nød en hjælpende hånd, er Kirkens Korshær, som søndag 27. november gennemfører sin første landsindsamling under overskriften ”Danmark mod fattigdom”
 
Danmarks fattige bliver flere og fattigere. Børn vokser op i vanskelige kår, socialt udsatte mennesker mister fodfæste og sikkerhed, mange hjemløse går endnu en barsk vinter i møde, og lige nu er behovet for hjælp større end nogensinde.
“Livet på kanten af samfundet er ikke blevet lettere efter kontanthjælpsloftet blev vedtaget. Det oplever vi allerede nu, få uger efter kontanthjælpsloftet for alvor trådte i kraft”, fortæller den lokale indsamlingskoordinator i Randers Kommune, Inge Schultz-Knudsen, der håber, at mange randrusianere vil melde sig som indsamlere.
I Randers Kommune har Kirkens Korshær være- og aktivitetsstedet Slotsgården, herberget Hjørnestenen i Søren Møllers Gade samt familiestøttende arbejde i form af genbrugsbutikker i Kirkegade, i Løgstrupgården på Vestertorv, Rytterknægten på Marienborgvej og i Langå.
“Her møder vi mange af dem, vores samfund ikke kan hjælpe tilstrækkeligt. Udsatte mennesker med ar på krop og sjæl, sårbare hjemløse, der er mål for overfald, og familier, der for længst har aflyst jul, fødselsdage, fritidsaktiviteter og ferier, fordi livets primære formål er blevet at skrabe sammen til dagen og vejen”, fortæller formanden for Kirkens Korshær i Randers Kommune, Anne-Dorthe Bugge.
“Alle mennesker har brug for at blive mætte, for et sted at sove og for at kunne komme i bad og få rent tøj på. Vi har også alle sammen brug for tryghed, samvær og for at kunne forudse, hvad morgendagen bringer. Men nogle af vores medmennesker lever med hver dag at mangle svar på spørgsmål som: ”Hvor skal jeg sove i nat?” og ”Hvad skal jeg spise i morgen?”. Uvisheden og bekymringen bliver altoverskyggende i en hverdag, der i forvejen er usikker og skrøbelig”, fortsætter den lokale korshærsformand.
“I Kirkens Korshær prøver vi at dæmme op for lidt af håbløsheden. Vi tilbyder ly for natten, et billigt måltid mad, et bad og rent tøj. Vi tilbyder også vores nærvær, omsorg og respekt. Et håndtryk, et kram eller en snak er ikke noget, alle kan tage for givet. Men hos os har ethvert menneske værdi, og man er velkommen, som man er”, konstaterer Anne-Dorthe Bugge.
“Vi har mere end nogensinde brug for hjælp”, supplerer indsamlingskoordinator Inge Schultz-Knudsen.
“Vi samler ind, så vi kan blive ved med at have hænder til at løfte opgaven og varm kaffe på kanden. Du kan hjælpe os med at hjælpe ved at give tre timer af din tid første adventssøndag. Sammen kan vi vise, at vi er mange, som ikke ønsker fattigdom blandt mennesker i Danmark”.