Lørdag 3. december er det igen tid til, at en af årets store og traditionsrige begivenheder finder sted i Enghøj Kirke. Børnene fra Enghøj Kirkes børnekor/klub opfører julemusicalen ”Betlehemsstjernen” godt hjulpet af Enghøj Kirkes Kirkekor og et band
 
Musicalen handler i ord, drama og dejlige sange om julens glade budskab, om de vise mænds rejse til Betlehem, hvor stjernen viste dem vejen til Betlehem, og de fandt den nyfødte Jesus Kristus i en krybbe i en stald og ikke på kong Herodes’ slot i Jerusalem.                                                     Rollerne er besat med vismændene, hyrderne, Josef, Maria, Kong Herodes og hans minister, og så det lille Jesus-barn, som er en levende baby. Der medvirker mange engle, som blandt andet danser en glædesdans og hyrder, som danser af glæde, da de får nyheden fra englene på Betlehems marker. Der er meget at se på, når cirka 50-60 børn er på scenen.
Musicalen akkompagneres af et band med Peter Elmelund, el-bas, John Halskov, guitar, Klaus Bak, trommer, Dorit Jensen, fløjte og saxofon og Britta Nedergaard Hansen, klaver.
”Betlehemsstjernen” er skrevet af Roger Jones, og sangene er oversat til dansk af Edward Broadbridge. Lena og Mogens Breiner Henriksen har skrevet dramaoplægget. Instruktion af skuespillerne har Anne-Dorte Kunst og Britta Nedergaard Hansen stået for, dansen er indøvet af Anne-Sofie Døssing og Freja Jensen, mens kirkens organist Britta Nedergaard Hansen har indstuderet sangene.
Der tages entré til arrangementet, og efter musicalen inviteres børn, forældre, bedsteforældre og alle interesserede til julestue i sognegården, hvor der blandt andet serveres æbleskiver og gløgg. Arrangementet slutter med Lucia-optog. Der kan desuden købes advents- og juledekorationer m.m.                                                                                                     
Efter dette arrangement holder Enghøj Kirkes børnekor/klub juleferie til fredag 6. januar hvor begivenhederne igen tager fart i klubben i form af blandt andet indøvelse af en musical om en af bibelens spændende personer. Der er også plads til nye børn fra 4–14 år i børnekor/klubben.