Gennem de sidste ti år er der sket mange ting hos Fjordgården på Fjordvej i Dronningborg. Det populære madsted har gennemgået store renoveringer og sidste år kom der for alvor gang i mad-ud-af-huset konceptet med opkøbet af Byens Diner Transportable – på fredag fejrer René ti års jubilæum som ejer af Fjordgården

Efter ti år som kok med jobs i forskellige restauranter og en afstikker til ismejeriet i Råsted overtog René Mikkelsen for ti år siden sin gamle arbejdsplads Fjordgården. På Fjordvej i Dronningborg mellem virksomheder går det fantastisk godt. Her er hver uge booket af selskaber og der langes adskillige hundrede kuverter over disken i konceptet mad-ud-af-huset. Alt i alt en ganske god forretning, der er vokset fra to mand til syv fastansatte, der dagligt har deres gang på adressen samt de 20 timeansatte tjenere, medhjælpere og opvaskere, der hyres ind til selskaberne på stedet.

“Jag havde været ansat her af to omgange og sidst overtog jeg den ene halvdel af firmaet. Men da ejeren John Hansen ønskede at stoppe helt overtog jeg den sidste del og fra 2007 var det hele mit”, fortæller René Mikkelsen.

Han driver sammen med hustruen, Susanne, Fjordgården – hun sørger for det administrative og han sørger for køkkenet.

“Jeg ønskede at overtage hele Fjordgården, fordi hvis du alligevel arbejder 50-70 timer om ugen og de sidste timer er interessetimer, ja så kan du jo lige så godt arbejde for dig selv”, fortæller René Mikkelsen.

Og så har han også kunnet sætte sit eget præg på stedet. Sammen med Susanne har han gennem årene renoveret hele bygningen fra inderst til yderst. Der er kommet nye farver på væggene, nye gulvtæpper og nye toiletter til gæsterne. Seneste har også køkkenet blevet udvidet.

“Sidste år i juni opkøbte jeg Byens Diner Transportable, hvor jeg også har arbejdet. Det så jeg som en god mulighed for netop at udvide mad-ud-af-huset konceptet, noget vi gerne vil – og derfor skulle køkkenet også udvides til en koldafdeling også, hvor vi kan stå og forberede at maden sendes ud af huset”, fortæller René Mikkelsen.

Og denne afdeling er vokset støt lige siden. Der køres både til Hobro og Vojens, men René og Susanne Mikkelsen vil gerne have endnu flere kunder ude omkring.

“Det skal jo kunne betale sig at køre ud med maden. Det nytter ikke noget, at vi kun kører med tyve kuverter til for eksempel Bjerringbro. Her vil det være dejligt, hvis vi kunne få lidt bedre fat og køre med mere mad ad gangen”, siger René Mikkelsen.

Faktisk har Fjordgården tre-doblet omsætningen med mad-ud-af-huset siden de opkøbte Byens Diner Transportable. Og det har også skaffet endnu flere kokke i arbejde.

“Jeg kan huske da jeg gik alene herude med den tidligere ejer. Til vi nu er syv mand hver dag, og det er også nødvendigt når vi har så mange selskaber.

Rene lukkede ned for fredagsbuffeterne for noget tid siden. Det kunne ikke længere betale sig, da det giver mere at tage et selskab ind med mange gæster. Det vil parret hellere satse på. Men det er planen at der et par gange om året skal være åbent så alle kan komme ud og spise en fredagsbuffet. Næste gang bliver til efteråret, for lige nu er der fyldt op med blandt andet konfirmationer, sommer og forårsfødselsdage på Fjordgården.

Derudover serverer Fjordgården også mad til VIP Loungen hos Randers FC – ud af 16 hjemmekampe sidste år leverede man mad til de fem.

 

Socialt engagement og sponsorater
Og det er også glæden til fodbolden og lokalpatriotismen, der er baggrunden for at Fjordgården er Guldsponsor hos Randers FC. Men det stopper ikke der.

“Hvert år leverer vi anden og tilbehør til børnehuset Valdemarhus til jul. Det vil vi gerne, for det betyder så lidt for os, men vi gør en kæmpe forskel, fordi de ikke selv kan”, fortæller René Mikkelsen.

Derudover støtter Fjordgården også Red Barnet og Stafet for livet.

“Når du har haft kræften tæt inde på livet, giver vi gerne lidt igen og levere maden den ene gang om året”, fortæller Susanne Mikkelsen.

“Og Red Barnet er jo også et godt initiativ, og det skal der være plads til at støtte. Det lidt man kan gøre synes jeg, man skal”, siger hun.