I budget 2017 er der afsat midler til nye konkrete lysprojekter. Forvaltningen har modtaget to forslag til hvordan puljen til konkrete lysprojekter kan anvendes. Punktet blev drøftet på Byrådsmødet mandag 22. maj og det blev besluttet at give 1,5 millioner til projektet

I den forbindelse har forvaltningen fra “Lysgruppen” under Forum Randers modtaget to konkrete projektidéer, som kan etableres inden for puljens rammer: Etablering af lyskunst på stibroen ved Randers Bro efter forudgående konkurrence og etablering af et nyt wirersystem i Sløjfen, som både kan anvendes til den nødvendige gadebelysning og til eventbelysning.

Af budgetforlig 2017 fremgår det at for at støtte op om visionerne bag Byen til Vandet og bygge videre på tankerne om Randers som Lysets by” skal der arbejdes med nye konkrete lysprojekter. Projekterne skal skabe spændende byrum og markante, visuelle oplevelser i byen – specielt i forhold til koblingen mellem by og vand – fx på Den Blå Bro, Randers Bro, Stibroen eller Østervold. Beløbet er afsat som en pulje, der kan søges på baggrund af en konkret projektidé evt. i et tæt samarbejde mellem forvaltningen og eksterne aktører, der kan bidrage med for eksempel viden, ideer og yderligere finansiering.”

Lysende bro
Der foreslås placeret et lyskunstværk ved stibroen over Randers Fjord. Dette er et meget synligt sted, hvor der er mange mennesker, der dagligt passerer forbi enten i bil på Randers Bro eller som stitrafikant. Det er tanken, at cykel-gangstien skal indgå som det primære element i lyskunstværket og at lyskunsten samtidig skal ses i sammenhæng med de øvrige lysskulpturer i området. Det foreslås at invitere åbent til en prækvalifikation til at deltage i konkurrencen. En bedømmelseskomite udvælger de tre bedst kvalificerede til at komme med et forslag til en lyskunst, som kan realiseres inden for en ramme på cirka én million.

Eventlys
Forvaltningen har modtaget et forslag om, at det nødvendige stålwirenet til gadebelysningen suppleres med yderligere wirer, som kan anvendes til forskellige former for ophæng. I den mørke tid (oktober til februar/marts), kan der monteres forskellige eventbelysningselementer i en tidsbegrænset periode. Tændingstiden styres separat og dermed uafhængigt af gadebelysningen. Eventbelysning kan for eksempel være kugler i forskellige størrelser, som er belyst og som til sammen danner et lysloft over ”Sløjfen”. Udgifter til eventbelysning er ikke omfattet af projektet.

Til at bedømme de to indkomne forslag til lysprojekter og til at være bedømmelseskomite i konkurrencen som et lyskunstværk foreslår forvaltningen, at der nedsættes en bedømmelseskomité med et medlem fra miljø- og teknikudvalget (formand), to medlemmer fra Forum Randers en repræsentant fra Randers Kunstmuseumog to medlemmer fra forvaltningen.

I budget 2017 er der afsat en ramme på 1,5 millioner kroner som frigives til støtte til de projekter, som bedømmelseskomiteen udvælger.

Projekterne blev tiltrådt på Byrådsmødet med 28 stemmer for to imod og en undlod at stemme. Imod stemte Bjarne Overmark og Kasper Fuhr Christensen. Charlotte Broman Mølbæk undlod at stemme.

Et ændringsforslag fra Velfærdslisten om at droppe projektet og bruge pengene på velfærd blev forkastet med 29 stemmer for og to imod. Imod stemte Bjarne Overmark og Kasper Fuhr Christensen.