Danmarkshistorie er også for de mindste! Det er der ingen tvivl om på Museum Østjylland, og derfor har museet lavet en historisk billedbog for de 0 – 6 årige med sange og tegninger om Gudenåen

Lokale institutioner i Dagtilbud Sydvest har fået bøgerne, og de 1.000 bøger er blevet vældig godt modtaget.

”Det er vi som museum simpelthen så stolte af! En ting er at få en – synes vi selv – god ide, og føre den ud i livet. Noget helt andet er, om dem, vi har lavet bøgerne til, også kan bruge dem til noget. Og det kan de heldigvis! ” fortæller en glad museumsinspektør Lisette Berg Andersen, der er projektleder på bogen ”Der var engang en å” om Gudenåen.
Børnehaven Fuglereden er en af de institutioner, der har arbejdet med ”Der var engang en å”. Ungerne og de voksne har klippet og klistret, været ved åen og ikke mindst skrålet med på sangene fra bogen.
Pædagogmedhjælper Marc Bray fra Fuglereden har oplevet en enorm interesse fra børnenes side.

”Det har overgået enhver fantasi, hvor meget børnene har interesseret sig for Gudenåen. Og hvor vilde de har været med sangene! ”

Marc Bray fortæller, at børnene i den grad har taget sangene til sig:

”Vi har haft fokus på fire af sangene. Og du ville kunne vække dem om natten, og så ville de kunne synge med på en sang om Gudenåen. Så sent som i dag har de plaget mig, om vi ikke nok skulle høre sangene igen. Sangene har simpelthen gjort dem interesseret i gamle dage! ”

En børnebogsklassikker?
Pædagogisk leder af Børnehaven Fuglereden, Mette Hjort, fortæller, at det ikke kun er børnene, der har tabt deres hjerter til den lokale danmarkshistorie:

”Jeg har haft forældre, der igen og igen har spurgt efter linket til, hvor sangene kunne downloades. Og en mor fortalte mig, at bogen står i bogreolen på hendes datters værelse. Ligesom de andre rigtig gode børnebøger, bliver den trukket frem igen og igen. ”

Lokal Danmarkshistorie i børnehøjde
I forbindelse med DR´s Danmarkshistorie modtog Museum Østjylland i efteråret 307.000 kr. til en billedbog for de 0-6 årige med sange og tegninger om Gudenåen. Historierne om Gudenåen har børn i Dagtilbud Sydvest sunget om, leget med og bearbejdet, så de derigennem er kommet tættere på deres egen danmarkshistorie.
Det er børnebogstegner Jørgen Eivind Hansen, der har givet bogen dens farverige udtryk. Musiker og forfatter Mikkel Frost har lavet sangene.

Sponsor søges
Med udgangspunkt i den store interesse for bogen fra børn, forældre og pædagoger håber Museum Østjylland at finde en eller flere sponsorer, der kan muliggøre en genoptrykning af ”Der var engang en å”-bogen. Dermed vil de resterende 5.000 0-6 årige i byens andre dagtilbud, også kunne få en lokal danmarkshistorie-bog!