Med udgangspunkt i borgermødet mandag 9. oktober 2017 i gymnastiksalen på Vorup Skole gav en tilhører udtryk for, at borgerne i Randers er imod udvikling af byen.

Intet kunne være mere forkert.

Jeg går bestemt ind for, at Randers skal udvikles til gavn for alle. Jo flere skatteborgere der er i Randers, nye som gamle, giver indtægtsgrundlaget til at udvikle kommunen yderligere. Det kræver et byråd med visioner, der vil samarbejde. De senere års ævl og kævl er ikke til gavn for noget som helst. Andre kommuner har netop vist, at samarbejde og visioner skaber vækst, samtidig med at borgere, der har det svært, bliver løftet og får en god hverdag.

Udviklingen skal til gengæld ikke være på bekostning af at ødelægge noget andet. Derfor skal vores unikke natur tæt ved byen bevares. Det er netop vores unikke beliggenhed tæt ved naturen, der er Randers’ trækplaster til at tiltrække nye borgere til kommunen og holde på de nuværende borgere. Derfor vil det også være helt oplagt at frede arealet (§3 fredning) i bunden af Bojesvej, der er sumpet engjord og uegnet til at bygge på. Alle de omkringliggende arealer er i forvejen fredet, og jeg tror ærlig talt ikke, at frøer, fugle og andre dyr lever på den rigtige side af denne skillelinje.

Men som sagt vil jeg gerne skabe en positiv udvikling i denne kommune, og derfor vil jeg foreslå, at vi bygger spændende boliger på de mange gode steder, hvor der allerede er udstykket nye byggegrunde og kan udstykkes flere. Vi bør også tage fat på flere renoveringsprojekter så som det gamle hotel Kongens Ege, der ombygges til ejerlejligheder, eller andre faldefærdige bygninger med gode beliggenheder.

Når disse udstykninger besluttes, bør der også kikkes på, hvor stort et udbud der er. Det duer ikke, at der kommer en overkapacitet, så boligpriserne bliver presset i bund.

Jeg mener til gengæld, at når der laves lokalplaner med nye udstykninger, skal det ske samtidig med, at der tages højde for den tiltagende trafik, der bliver i områderne med nye boliger og borgere. Ellers bliver der trafikkaos i myldretiden.

Hvis vi går tilbage til Vorup, kan jeg fortælle, at det allerede er næsten umuligt at køre fra Kærgade til Bøsbrovej før og efter arbejde på grund af den tiltagende trafik. På samme måde er det stort set umuligt at køre ud fra Fakta i Vorups parkeringsplads i det håbløse kryds, hvor Bøsbrovej og Kærgade møder hinanden.

Trafikken skal kunne afvikles fornuftigt. Det duer ikke, at vi fremhæver vores beliggenhed tæt ved motorvej E45 og med få minutters kørsel til Aarhus, hvis borgerne skal bruge lige så lang tid bare for at komme ud til motorvejen, som de skal bruge på at køre til Aarhus.

Joan Hjersing Knudsen
Mælkevej 1C
8940 Randers SV