Omdannelse af kontorer giver 36 nye lejligheder ved Støberigade og Gl. Stationsvej syd for Gudenåen.

Arbejdet har været i gang i månedsvis, og nu er det kommet en del tættere på at stå klar efter sommerferien.

Tidligere kontorer omdannes til lejligheder på første og anden sal i Gudenåcentret, der ligger langs Århusvej mellem Støberigade og Gl. Stationsvej i Vorup.

Det bliver til 36 lejligheder i Gudenåcentret. De 30 af dem bliver treværelses på godt 100 kvadratmeter, mens de sidste seks bliver til fireværelses lejligheder. Lejen bliver på godt 8.500 kroner om måneden for de 30 af lejlighederne, lyder det.

En stor piloteringsmaskine har banket pæl efter pæl ned i jorden bag Gudenåcentret for at forstærke og gøre klar til en gennemløbende altangang, så hver lejlighed får egen altan. De fleste mod vest med kig til engene i Vorups nordlige del.

Finish mangler

De fleste lejligheder er allerede nu udstyret med køkkener og gulve og står færdigmalede. Kun det sidste finish mangler. Indvendig skal de fire trappeopgange med hver deres elevator have ny belægning på trapper og gulve.

Lige nu arbejdes der på de sidste detaljer udendørs for at gøre facaden klar til at tage imod altangangene. Derefter skal der lægges fliser og beplantes med grønne planter, forklarer ejeren af Gudenåcentret, Claus Jespersen fra Randers.

Renoveres for millioner

Hans speciale er at opkøbe, udvikle og videresælge ejendomme. Blandt andet har han været med til at ombygge den tidligere Elro-bygning på Gl. Viborgvej. For tiden er han og partneren Mette Haarup nok mest kendt for at have overtager P-huset City lige over for hovedbiblioteket i midtbyen.

De købte Gudenåcentret for to år siden for godt 50 millioner kroner og forventer at renovere og sætte i stand for godt 25 millioner kroner. Det renoveringsarbejde forventes i store træk at være færdiggjort umiddelbart efter sommerferien. Under alle omstændigheder forventer Claus Jespersen, at det er der, de 36 lejligheder står indflytningsklar.

Kontorer og butikker

Gudenåcentret består af butikslejemål i stueetagen. Der er stadig en stor andel af kontorer i begge ender af den store bygning. Her er det primært Randers Kommune, der lejer sig ind. Blandt andet med PPR.

Og alle butikslejemål er stort set udlejet. Senest ankomne er tatovøren Peter Blæk med tatovørshoppen Inked Art Society.

»Vi er i gang med at sætte lokalerne, hvor FitnessWorld lå, i stand, og de skal udlejes. Jeg skal selv have mit eget kontor i den anden ende af Gudenåcentret i et ledigt lejemål. Men ellers er resten udlejet,« forklarer Claus Jespersen, der ellers har været vant til at drive sine forretninger hjemmefra.

»Jeg vil have et kontor i den bygning, som kommer til at huse godt 50 procent af de lejemål, vi ejer. Gudenåcentret vil vi gerne beholde og drive videre,« lyder det.