Ægteparret Dorrit Vagtborg og Carl Erik Engelbrechtsen har deltaget i efterårets tre restaurantbesøg for demente og udtrykker stor begejstring for tilbuddet – og for alle de mange andre tiltag, Randers Kommune har på demensområdet

“Som demensramt familie føler vi os ualmindeligt heldige ved at bo i Randers Kommune. Det er nærmest som et stort tag-selv-bord,” siger Dorrit Vagtborg, som også har stor ros til Randers Kommunes demenskoordinatorer.

For godt to år siden blev Carl Erik Engelbrechtsen udredt og fik stillet diagnosen Alzheimer. Allerede tre dage senere blev ægteparret kontaktet af en demenskoordinator fra Randers Kommune.

“Carl Erik kom hurtigt med i Aktivt Fællesskab på Fårup Ældrecenter – et aktivitetstilbud med inden- og udendørs motion og socialt samvær, undervisning og vejledning. Carl Erik kunne imidlertid ikke klare de udendørs aktiviteter, så han blev derfor tilknyttet Borupvænget, hvor han to gange om ugen deltager i aktiviteter og går ture og har det rigtig godt socialt. Igennem et års tid har han også deltaget i træning under ledelse af fysioterapeut. Træningen er desværre stoppet, da det kørte som et etårigt forsøg,” fortæller Dorrit.

Aktiviteter letter det daglige pres
Ægteparret deltager to gange om måneden i demensarrangementer hos Ældre Sagen. Hver anden torsdag med f.eks. sang og banko. Eller den gamle Piet Van Deurs leg fra TV: Hvad er det? De frivillige sørger for, at alle hygger sig.

Den første mandag i hver måned er der pårørendemøde arrangeret af demenskoordinatorerne. Ved de fleste møder er der først foredrag og derefter mulighed for spørgsmål. Samtidig er der god tid til, at de pårørende kan tale fortroligt med hinanden og udveksle erfaringer med at have et dement familiemedlem.

“Mine batterier bliver hurtigt flade, og det letter det daglige pres, når man kan være sammen med ligesindede og udveksle erfaringer,” siger Dorrit Vagtborg, som tilføjer, at ægteparret netop er blevet godkendt til en treværelses lejlighed i det prisbelønnede og nyopførte Huset Nyvang, som netop er tilpasset borgere med demens.

“Der vil være stor tryghed forbundet med, at Carl Erik kommer på Nyvang. Vi har fået lejligheden med forventet indflytning 15. december. Carl Erik flytter ind først, og så følger jeg efter, når vi har fået solgt huset.”