RGK oplever en stigning af nye medlemmer

 

Det er efterhånden en kendt sag, at foråret lod vente på sig, og bekymringerne var til at føle på i Randers Golf Klub frem mod sæsonåbningen 8. april.

Mest af alt, da vejret har en stor betydning for medlemmernes glæde ved at betræde de grønne arealer i den smukke natur i Fladbro.

Resten er historie, og vejrguderne har siden drysset en masse solskinstimer udover banerne, hvilket naturligvis har skabt en positiv travlhed for såvel golfklubbens medarbejdere og frivillige.

Foruden det stigende antal solskinstimer oplever golfklubben ligeledes en stigende tilgang af prøvemedlemmer, der ønsker at afprøve golfspillets glæder og muligheder over en periode på tre måneder.

Helt præcist har golfklubben oplevet en tilgang på 48 prøvemedlemmer. Sammenlignet med samme periode sidste år er det en stigning på 100 procent.

”Der er fra klubbens side iværksat en række initiativer for at få ikke-golfspillere til at stifte bekendtskab med vores herlige sport,” siger golfmanager Marck Lindved, der foruden de traditionelle ”Åbent Hus-dage” blandt andet nævner ”Det Gode Liv”, der er et projektforløb i samarbejde med Randers Sundhedscenter.

Desuden bliver der løbende udviklet på de interne medlemstilbud, hvor blandt andet prøvemedlemmer kan låne udstyr i hele prøveperioden samt modtage fri træning, ligesom der fokuseres på integration.

De ”Fredags-unge” er rettet mod klubbens medlemmer i alderen 18-45 år og er det seneste initiativ, der har set dagens lys, Gruppen favner alle niveauer, hvor det centrale aspekt er det sociale sammenhold.

Golfklubbens medlemmer er den vigtigste motor i forhold til at opretholde et kontinuerligt medlemstal.

Af samme årsag får medlemmerne traditionen tro mulighed for at invitere familie, venner og bekendte med til spil på den store bane, når der afvikles ”Tag en ven med til golf” søndag 10. juni.

På dagen er der garanti for sjov og hygge, når uøvede spiller sammen med deres erfarne ven.