Østjyllands Politi fremstiller i dag en dreng på 15 år i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Den anholdte er sigtet for at have voldtaget en tiårig dreng i forening med en 17-årig dreng, som allerede er varetægtsfængslet i sagen.

I onsdagens retsmøde, der begynder klokken 12, vil anklageren bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.

Af den grund vil Østjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt give yderligere oplysninger i sagen.

I forbindelse med fængslingen af den 17-årige onsdag i sidste uge kom det dog frem, at forbrydelsen skal have fundet sted i Grenaa.

Det fremgik også, at den sigtede nægtede sig skyldig, men at han alligevel undlod at kære fængslingen til landsretten.

Den ældste formodede gerningsmand blev fængslet på en sikret ungdomsinstitution i foreløbigt fire uger.