Randers Kommune modtog tidligere på året et påbud fra Arbejdstilsynet om arbejdsforholdene i Familieteamet i Integrationsafdelingen.

Tilsynet har påbudt kommunen at sikre, at stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer medarbejdernes sikkerhed og sundhed.

Påbuddet skal efterkommes senest den 15. december.

Efter Arbejdstilsynets besøg og påbud er der blandt andet sket en skarpere prioritering af medarbejdernes arbejdsopgaver.

Man er nu nede på et sagsantal på ca. 25 sager pr. medarbejder.

Samtidig er Integrationsafdelingens familiesager foreløbig flyttet til forvaltningen Børn og Skole. Alt sammen skal det være med til at øge fagligheden og lette arbejdspresset.