Et flertal i Randers Byråd valgte i denne uge meget opsigtsvækkende at gå direkte imod en indstilling fra forvaltningen om, at der skulle gives afslag på en bolig i et fredet område ned til Fussing Sø.

Med 26 stemmer for og fem imod vedtog byrådet at sige god for boligen, blandt andet fordi intensivt dyrket landbrugsjord vil blive omdannet til naturområde. Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Velfærdslisten, Beboerlisten og Enhedslisten stemte imod.

– Vi vil få en mindre udledning af næringsstoffer til søen, og der er givet tilsagn om, at man på den parcel vil kunne etablere den sti, vi også gerne vil have rundt om Fussing Sø, sagde Socialdemokraten Henrik Leth blandt andet.

Sagen skal nu i Fredningsnævnet.