Nordre Fælleds Venner inviterer til debat om naturen som mødested på deres årsmøde tirsdag 9. april kl. 19

 

“Her mødes foreningsfolk, politikere og andre interesserede til topmøde i ”Myretuen” på Nordre Fælled. Det store offentligt tilgængelige naturområde har med sin tætte beliggenhed til byen potentiale til at blive endnu mere kendt som et attraktivt sted at dyrke motion, slappe af eller gå på opdagelse”, siger Eske Thøgersen – formand for Nordre Fælleds Venner.

Interesserede vil denne aften få mulighed for at komme med forslag til brugen af området og også høre om de nuværende muligheder. Der vil være et særligt indlæg om projektet ”Bevæg dig for Livet”, hvor Randers Byråd for nylig har godkendt en fem-årig aftale med Danmarks Idrætsforbund og DGI. Aftalen betyder, at Randers bliver blandt de kommuner, der går forrest for at gøre Danmark til verdens mest aktive nation.

Af andre aktiviteter som eksisterer allerede nu, kan nævnes Parkrun, som er et brugerdrevet gratis motionstilbud. Der er naturaktiviteter for børnefamilier hver måned. Foreningen Den Glemte Legion laver rollespil. Hundeluftere på Nordre Fælled mødes til samvær. Andre mødes til hyggelig madlavning over åben ild eller er sammen om at dyrke grøntsager og andre nytteplanter.

Med Nordre Fælled som projektbase inviteres til medinddragelse på den fysiske byudvikling ved at skabe rum for konstruktive samtaler og inspirerende workshops, som bakker op om udvikling af borgerdrevne drømme og initiativer.

Tilmelding er ikke nødvendig og man mødes ved enden af Gl. Jennumvej.

 

Påskesjov

Men allerede lørdag 6. april tager man på Nordre Fælled hul på påskens glæder.

Natur og Ungdom Randers holder snigpremiere på påsken, når der bliver afholdt familie-aktivitetsdag på Nordre Fælled. Man kan være med til at farve æg og bygge reder til æggene. Andre æg vil blive til æggekage tilberedt over bål.

Ved den nye bygning på Nordre Fælled, Myretuen, bliver der tændt op i bålfadet. Imens vil deltagerne kunne afprøve, hvordan man kan puste æg ud og koge de tomme æg indpakket i naturmaterialer som kan give de flotteste farver. Mens æggene tager farve, vil der blive afholdt ægge-væddeløb og stjæl et æg konkurrence. Man kan også få en smagsprøve på en god æggekage tilberedt over bål.

Mødested er bygningen Myretuen for enden af Gl. Jennumvej. Der er aktiviteter fra kl. 13-16. Aktiviteterne er målrettet 5-12 årige børn, men alle er velkomne, meget gerne med forældre. Deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendig. Arrangør er Natur og Ungdom Randers.