Rundt omkring på plejecentrene og i hjemmene sidder pensionister, der ikke har ret meget at gøre godt med – dem vil Camilla Danrich gerne hjælp og du må godt være med

 

“En hjælpende hånd – Indsamling til ældre” hedder det projekt som Camilla Danrich har søsat, for at støtte de ældre i hverdagen.

Som medarbejder indenfor sundhed- og omsorg støder hun på mange ældre, der desværre sidder tilbage uden ressourcer både i form af økonomi, pårørende eller begge dele. De har ingen at ty til, hvis pengene er små og er overladt til sig selv. Så det kan blive småt med ekstra krydderi på tilværelsen.

Årsagen kan være mange, men fælles for dem alle er, at de har slidt og slæbt hele deres liv og nu sidder tilbage uden midler.

“Det er en stor problematik som jeg nu har besluttet mig for at gøre noget ved”, fortæller Camilla Danrich, der er uddannet Social- og Sundhedsassistent.

Hun har dedikeret sit liv til at sætte fokus på fattigdommen blandet de ældre – ældre der mange gange skal prioritere om de vil til frisøren eller om det skal være en ny bluse – for der er ikke råd til begge dele.

“Denne generation beklager sig oftest ikke, og jeg synes derfor at det må være vores borgerlige og ikke mindst menneskelige pligt at hjælpe og desuden skabe fokus på denne problematik”, siger hun.

Hun har netop været forbi Rosenvænget med en donation.

Hun har mange gange oplevet at skulle give de ældre det samme slidte tøj på dag efter dag, fordi der ikke er midler til at købe nyt, og hun mener det er uværdigt at de ældre ikke har nok til at klare sig i hverdagen.

“Jeg prøver også hermed at råbe politikerne op – der må gøres noget. Disse mennesker har været med til at opbygge det velfærdssamfund vi har i dag, og så kan de ikke engang forsøde deres eget liv. Det er uværdigt”, siger hun.

 

Ønsker hjælp

Der er flere der allerede nu hjælper Camilla Danrich med indsamlingerne – målet er at samle både ting, lidt til at forsøde tilværelsen med og fysisk hjælp. Hun har samlet gammelt service, der ved genkendeligheden får de ældre demente og andre til at få snakketøjet på gled over kaffen ude på centrene.

Blandt andet har Dit Pulterkammer doneret et par rum, så der er plads til opbevaring af de indsamlede ting.

“Vi er også interesserede i tøj, spil og måske nogle pakker småkager, så de ældre har noget at forsøde tilværelsen med, hvis de får gæster. Og hvis der sidder nogen derude, der kan spille og synge, så modtager vi også gerne en times underholdning”, siger Camilla Danrich.

Er der et firma der har penge i overskud, kunne donationen også være en bustur ud i det fri – besøge museer eller måske Den gamle By i Aarhus. Eller en tur til Hjerl Hede kunne også være en mulighed.

Fremover ønsker Camilla også at modtage sengelinned, for det er også noget de ældre ikke får købt, simpelthen fordi der ikke er penge til det.

At de ældre ikke har økonomiske midler til rådighed er noget, der bliver vendt i personalestuerne rundt omkring og det blev for meget for Camilla, der besluttede sig for at gøre noget ved det. Hun vier derfor nu hele sin fritid til at indsamle og uddele donationer til plejecentrene i Østjylland.

Sidste år var der et pizzaria, der donerede pizza og sodavand til et hel plejecenter.

“Generelt er det jo småting, der glæder de ældre. De har været vant til at nøjes og det gør de også nu – så vi søger det lidt ekstra der kan forsøde hverdagen”, siger hun.

“De ældre brokker sig ikke – så det gør jeg i stedet for på deres vegne”, kommer det fra Camilla.

Camilla leder også efter frivillige der kunne tænkes at hjælpe med at samle ind og køre ud med donationer – hun får i øjeblikket hjælp af et par frivillige, de også arbejder indenfor sundhed og omsorg, men de kan i længden ikke gøre det alene. Derfor er alle henvendelser kærkomne.

 

Reminiscenskasser

En af de ting som Camilla mangler ting til er Reminiscenskasser. En mindekasse med ting fra gamle dage, som de ældre med demens kan åbne og mindes gamle dage. Hun søger de små røde(blå kufferter man giver til børn – hver kuffert skal indeholde små ting fra hverdagen, som de ældre kan relatere til i deres lange liv.

“Det kan være små avisudklip fra 40-50´erne eller måske 60-70´erne eller måske en gammel kam eller værktøj. Kun fantasien sætter grænser. Men det skal kunne være i en lille kuffert”, fortæller hun.