Østjyllands Politi har det forgangne døgn fået fem anmeldelser om indbrud i kirkebygninger.

I Ålum vest for Randers var der indbrud i kirkekontoret, men umiddelbart blev intet stjålet. Det blev der heller ikke i Hvilsager, hvor ukendte gerningsmænd har brudt ind i kapellet.

Ved Øster Bjerregrav Kirke blev et vindue brudt op i graverbygningen, hvor der blev stjålet noget værktøj, mens der i graverhuset i Harridslev Kirke er stjålet nogle kontanter. I et skur ved Lem Kirke var udbyttet noget værktøj.