På årets første byrådsmøde 13/1-20 skal byrådet diskutere et oplæg til en ny ernæringsindsats for 2020-2022. Ernæringsindsatsen er vigtig, da den dækker bredt, og der indgår redskaber til, hvordan den kommunale frontlinje skal gribe problematikkerne an, når de eksempelvis møder et fejlernæret barn i sundhedsplejen.

Det er vigtigt, at vi ikke kun favner bredt i den aldersmæssige målgruppe af indsatsten, men også i de helbredsmæssige problematikker. Det er godt og nødvendigt, at den foreløbige plan indeholder en masse gode tiltag i forhold til overvægt og tvangsoverspisning (BED), men samtidig er det drønærgerligt, at det stort set er det eneste, planen indeholder. Planen overser altså fuldstændigt andre former for spiseforstyrrelser.

40.000 danskere er ramt af tvangsoverspisning, mens sammenlagt 35.000 danskere er ramt af bulimi og anoreksi. Spiseforstyrrelser kan være meget alvorlige, og derfor mener vi i Enhedslisten også, at vi skal tage dem alvorlige og favne bredere i ernæringsindsatsen.

Derfor er vi glade for, at vi sammen med Velfærdslisten og Beboerlisten stiller et ændringsforslag om, at forvaltningen skal udarbejde et tillæg til ernæringsindsatsen, som skal favne bredere i forhold til de forskellige spiseforstyrrelser.

 

Frida Valbjørn Christensen

Medlem af Randers byråd

Enhedslisten