Når Scandia-Ekspressen står færdig om cirka et år, vil det blive med levende fortællinger om togfabrikken og forskellige menuer, som i den oprindelige Orientekpres

 

Lige nu står der kun de rå togvogne, der skal udgøre Scandia-Ekspressen i Sporbyen. Pensionerede smede og andre håndværkere fra Bombardiers/Scandia storhedstid arbejder med at få togstammerne til at fremtræde indbydende med borde, sofaer og barer – men der er lang vej endnu. Arbejdet skrider dog planmæssigt fremad, fortæller de to mænd bag projektet Peter Rasmussen og Jørgen Nielsen.

Ydermere arbejder Morten Madsen, fotograf, Martin Helgren, grafiker og Søren Madsen, historiker, frivilligt på at skabe en totaloplevelse i togvognene.

“Du kan tage en køretur i førerhuset og kigge ud af vinduerne på landskabet”, fortæller fotograf Morten Madsen.

Historiker Søren Madsen mener, at togfabrikken er en historie, vi skal være stolte af i Randers.

“Derfor synes jeg også, den er vigtig, at fortælle og de vil jeg gerne være med til”, siger han.

Peter Rasmussen er taknemmelig over de mange gode kræfter, der vil hjælpe til med hans og Jørgens vilde planer om en restaurant – som for øvrigt skal servere almindelig mad i hverdagene og finere menuer i weekenderne.

 

En fantastisk historie

Scandia, der lukkede i 2015, var den sidste store bastion indenfor industrien i Randers. Derfor skal historien bevares, mener folkene bag Scandia-Ekspressen i Sporbyen.

Den historie skal Søren Madsen fortælle med hjælp fra arkiver og gamle medarbejdere på stedet.

Han er historiker og oprindelig fra Hjørring, men bor nu i Randers.

“Stedet her emmer af historie. Industrien var jo hjertet i Randers, men det meste er jo lukket nu. Derfor er det vigtigt at få historien om den tid fortalt”, siger han.

Det eneste, han kendte til Randers, da han voksede op, var Dronningborg Maskinfabrik, fordi han er ud af en landmandsfamilie, der brugte mejetærskerne fra Randers.

“Men Scandia gemmer på en stor historie – en historie man skal være stolt af”, mener han.

Han har selv bosat sig i Dronningborg, og har derfor ikke langt til Sporbyen.

“Her på stedet skal vi have indrettet et traditionelt museum, og vi har fået stillet lokaler til rådighed af Mogens Nyborg Mortensen – der er også kommet penge fra Thomas B. Thriges Fond til togmuseet, der derved kan vækkes til live”, fortæller han.,

Der skal indkøbes godsvogn, der i stedet for vinduer, vil have installeret skærme, hvor man kan få fornemmelsen af et landskab, når man “kører” forbi.

“Der er masser af muligheder i sådan en godsvogn med levende vinduer. Og så skal vi have samlet masser af røverhistorier og øgenavne herude fra”, siger Søren Madsen med et smil.

Det er Morten Madsen, fotograf og Martin Helgren, der er grafiker der sammen med Søren Madsen arbejder på de levende fortællinger. Det gør de helt frivilligt i øjeblikket, mens der søges penge til projektet.

“Der skal være en køretur i førerhuset som en lille ekstra ting”, fortæller Morten Madsen.

Man kan ved at trykke på en knap få forskellige ture  – noget som især børn vil kunne få meget ud af, mener en af smedene på projektet.

Og så skal netop de gamle medarbejdere levende fortælle deres historier på skærmene i vognene.

 

Arbejder koncentreret

Lige nu arbejdes der intenst på at få togvognene MR-togene, klar så de kan blive indrettet til restauranter. De står pensionerede smede for.

“Jeg tog ud til Dansk Metals seniorklub for at fortælle om vores projekt sidste år. Og en flok på 14 smede og andre håndværkere var straks med på idéen”, fortæller Peter Rasmussen, der har en fortid i DSB – ligesom flere generationer i hans familie.

Derfor havde han også en direkte linje til at få fat i gamle udtjente togvogne, der normalt ikke bliver sat til salg. Men der er langt fra idé til færdig projekt måtte han sande.

“Det var faktisk dyrere at få vognene fragtet tilbage til Randers, end det var at erhverve dem”, griner han.

Flere af dem, der arbejder på projektet med togvognene fra 1980, er netop de arbejdere, der stod med de selv samme tog på Scandia i 1980 i samme hal – nemlig Hal K og det i sig gør arbejdet interessant for dem.

To af dem er Karsten Nielsen og Poul Erik Pedersen – de har arbejdet over det meste af fabrikken, og de synes, det er dejligt at være tilbage – både på fabrikken men også i det fællesskab som arbejderne havde med hinanden.

“Vi var jo over 1000 mand herude og at få lov til at arbejde sammen med nogle af dem igen, er da dejligt”, siger Poul Erik Pedersen.

Projektet har fået lov til at låne Hal K af ejeren Steen Jørgensen – der betales kun for strøm og vand.

“Det er faktisk en stor hjælp og vigtigere end mand tror”, siger Peter Rasmussen.

Scandia åbnede i 1861 og blev til Bombardier i 2001 – grunden blev solgt i 2015.

 

Kontinental menu

Restauranten vil komme til at bevæge sig gennem forskellige lande, de forskellige dage på ugen. Her har man skelet til Orientekspressen, der havde sin første tur i 1873.

“Vi skal udnytte, at vi kan noget andre restauranter ikke kan. Vi kan bevæge os gennem forskellige lande, og det skal menuerne også afspejle. Restauranter plejer ikke sådan at skrifte mellem de forskellige lande, men ved at vi laver køreturene, kan vi lave forskellige kontinentale menuer, og det vil vi slå os op på”, fortæller Peter Rasmussen.

Her kommer hjælpen fra Jørgen Nielsen, der har Jørgens Café på Slotspladsen og som også er idémand til projektet.

Vognene skal indrettes smagfuldt med barer, sofaer og cafeborde og tjenerne skal klædes i hvid uniform og hvide handsker.

“Og ligesom i orientekspressen vil der være et herreværelse, hvor der selvfølgelig skal serveres cognac – det må du godt se nu, men når det står færdigt, er der adgang forbudt for kvinder”, siger Peter og Jørgen bestemt og kigger på journalisten.

De står lidt og venter på en reaktion og så kommer det prompte fra avisens udsendte: “Nu er jeg fornærmet!”

De to herrer bryder ud i et kæmpe grin –

“Det var den reaktion, vi ventede på “, siger de og griner endnu højere.