Unge spillede sent i aftes så høj musik i Tøjhushaveparken i Randers, at det forstyrrede flere beboere i området.

Politiet traf fem unge mænd, som drak øl og havde skruet rigeligt op for deres medbragte anlæg. De fik besked på at slukke musikken, og da de havde gjort det, kørte betjentene igen.

Men 20 minutter senere var den gal igen og denne gang bad patruljen dem rydde op og forlade stedet.

I den forbindelse råbte en 19-årig mand nedladende ord til betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for at fornærme politiet.