Glæden var ikke til at tage fejl af i weekenden hos kommunens to helt store handelsområder

 

Randers City, der har været ramt af lukninger af især kædeforretninger og cafeer/restauranter, er tæt på at være tilbage med normale åbningstider og alt åbent. Og Randers Storcenter, der har været helt tvangslukket på nær enkelte butikker, kan nu også se en ende på det.

Det vil sige, vi skal naturligvis stadig holde afstand, passe på, spritte af, ikke give krammere og ikke holde store fester og koncerter. Og vi skal nok også vænne os til at stå i kø udenfor butikkerne lidt endnu, men vi er endelig på vej til normale åbningstider, og at ’næsten’ alt er åbent, når restauranter og caféer så småt kommer til på mandag.

’Næsten’ er i anførselstegn, da vi stadig skal vente på for eksempel Djurs Sommerland, der p.t. først står til at kunne åbne i starten af juni og blandt andet fitness centre, der p.t. først står til at kunne åbne til august. For slet ikke at tale om, at det hele i skrivende stund stadig sejler omkring lukning/åbning af grænsen, og hvad der kan/skal ske med for eksempel studenterkørsel og lignende. I det hele taget er der stadig mange ting, der udestår, men lad os vende tilbage til de positive ting her og nu.

 

Følger myndighedernes retningslinjer

Randers City var mærkbart glade i weekenden. ”Forretningerne er glade for, at I holder afstand og respekterer at stå i kø, og så kan vi snart byde velkommen til vores lækre caféer og restauranter” var nogle af ordene. Det var da også tydeligt at se i midtbyen lørdag, at folk var rigtigt gode til at stå i kø med behørig afstand.

Da mange af butikkerne i Randers City aldrig har været helt lukket, og de tidligere lukkede butikker er åbnet op lidt efter lidt, har midtbyen haft nogen tid til at vænne sig til de nye forhold med afstand, afspritning etc.

Her var situationen anderledes i Randers Storcenter. Det hed alt i ét hug mandag morgen. Der var dog klar glæde at spore allerede i weekenden ”Vi glæder os til at byde Jer alle velkommen tilbage. Ventetiden har vi blandt andet brugt til at friske centret op for dig, og endda med en ny butik: Vibholm guld og sølv.”

Randers Storcenter forsætter: ”Vi følger selvfølgelig alle myndighedernes retningslinjer og har afmærket og skiltet rundt om i centret, så du ved, hvordan du skal forholde dig, så vi sammen gør det trygt at handle i centret.” Og en lille ekstra bemærkning: ”I den første tid efter genåbningen vil der være uregelmæssigheder omkring caféer, restauranter og enkelte butikker.” Men den vigtigste ting er vel bemærkningen om ”Vi glæder os til at se dig igen” – og mon ikke også, at kunderne gør det.

 

Caféer og restauranter

Som det fremgår ovenfor af kommentarerne fra både Randers City og Randers Storcenter, er den helt store joker, hvad der helt præcist skal ske med caféer og restauranter. Eller rettere, hvad der kan ske – for hvad skal man lige gøre, hvis man har en cafe i midtbyen eller i centret? Reglerne bliver først gjort klar i denne uge – hvor stor skal afstanden være mellem bordene (1 meter ser det p.t. ud til), men gælder det både indenfor og udenfor – og kan caféerne måske låne lidt plads hos naboen?

For slet ikke at tale om, hvis man har en bar – så må man gerne holde åbent. Men hvad hvis man har et diskotek? – så må man ikke holde åbent før august, som det ser ud p.t. Kan man så lave sit diskotek om til en bar, og kan det betale sig?

Det er mange spørgsmål for den enkelte virksomhed, men for os som brugere er det bare at sige ”ja tak, vi kan nu med lidt tålmodighed og afstand handle i nærmest alle ønskede butikker” og ”ja tak, vi vil gerne have lov til at nyde en gang café -eller restaurantmad – vi skal nok være tålmodige.”