Østjyllands Politi søger vidner til et overfald i Randers for en uge siden.

Her var en 32-årig mand fredag den 8. maj kl. ca. 02.00 på vej hjem efter at have besøgt nogle venner på Glentevej i Randers.

Pludselig blev manden ud for nr. 73 på Glarbjergvej, slået i baghovedet, hvorefter han væltede ned på jorden og blev udsat for adskillige slag og spark.

To personer stod bag, og efter overfaldet opdagede manden, at han manglede et kontantbeløb fra sin pung.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet natten til fredag i sidste uge.