Efter mange års tilløb tyder det på at kabelfærgen i Udbyhøj bliver enmandsbetjent.

Ønsket går helt tilbage til 2012.

Og nu lægger forvaltningen i Randers Kommune op til en ekstra bevilling til ombygning af færgen i 2021, så den kan betjenes af en person.

En enmandsbetjent kabelfærge vil medføre en reduktion i driftsudgifter på ca. 0,8 mio. kr. pr. år. Heraf er Randers Kommunes andel 400.000, mens Norddjurs står for den anden del.

Det samlede investeringsbehov i 2021 er opgjort til 8,6 millioner kroner.

Sagen behandles i Randers Kommunes Miljø- og teknikudvalg i næste uge.