Et af danmarkshistoriens største bygge- og anlægsarbejder
Dette er en fortælling om dengang da i titusindevis af fæstebønder i 1552 – 53 med skovle, hjulbørre og hestevogne gravede den ca seks km lange kanal fra Fladbro til Randers, der gjorde Randers, sammen med Skanderborg og Kolding, til et af de tre jyske militære støttepunkter for Chr. III og den stærke og rige kongemagt, der kom ud af Reformationen og Grevens Fejde. Det er samtidig fortællingen om hvorfor Randers midtby med byplan og vejnet i dag ser ud som det gør.
”Men jeg forstår altså ikke rigtig, hvad den fem-seks meter brede rende bag ved spejdernes bålplads har været brugt til?”
Det var en skøn dag på Gudenåstien omkring Fladbro og Nørre å. Vi var faldet i snak. Damen, der var ude at gå og jeg, der var på cykel hjem fra kajakklubben efter en tur på Gudenå og Nørreå. I dag ser man stadig de to fredede stykker af den tidligere kanal. Randers Kommune har opsat skilte med tekst og billeder, der fortæller om Chr. III`s kanal. Men trods det, og skønt randrusianere og turister i massevis valfarter til Fladbro, har spørgeren ret i, at fortællingen om Chr. III`s kanal og dens forbindelse til befæstningen af Randers by i 1500-tallet hører til de glemte fortællinger om Randers.
Gennem 1520`erne og -30`erne havde der først i forbindelse med Reformationen og siden under Grevens Fejde været borgerkrig i Danmark. Chr. III havde vundet og nu skulle magten sikres i Jylland gennem stærke kongeborge i Randers, Skanderborg og Kolding. I Randers blev det til, at man udbyggede hele byen til et stort fort med tilhørende slot og med byvold og voldgrav omkring både by og slot.
Men til en voldgrav behøves vand. Det kunne man ikke få i Randers, da Gudenåens vand lå alt for lavt til den nygravede voldgrav. Og det er netop her, at Chr. III`s kanal ved Fladbro kommer ind i billedet. Vandspejlet i Nørreå lå også dengang højere end i Gudenå, og Chr. III`s teknikere havde åbenbart beregnet, at man kunne føre vand fra Nørreåen til voldgraven omkring Randers, ved at grave en kanal ind til byen fra Fladbro og samtidig hæve vandspejlet i Nørreå ved at lukke Nørreå og Svejstrup bæk med dæmninger ud mod Gudenå. Kilderne omtaler dog alene 1 dæmning ved Nørreås udløb i Gudenå, men man må også have lukket Svejstrup bæk med en dæmning.
Fæstebønder med karle, hestevogne, hjulbørre og skovle fra 13 herreder flyttede i 1552 og -53 over ca. 20.000 arbejdsdage omkring 100.000 kubikmeter jord.
Kort fortalt gravede man en seks til ti meter bred og nogle meter dyb kanal fra Nørreå og ind til voldgraven ved Vestervold. Sådan! Hvor svært kan det dog være?
Når man som Chr. III efter Grevens Fejde og ikke mindst Reformationen var blevet kirkens overhoved og dermed styrtende rig. Kongen havde som statens og kirkens overhoved overtaget alle de fæstegårde, der inden Reformationen tilhørte kirken og de tidligere så magtfulde biskopper. Men med Reformationen blev kirken national med kongen, og ikke paven i Rom og hans biskopper, som øverste myndighed.
Kirken havde hidtil ejet og modtaget tiende fra ca. 1/3 af al dansk landbrugsjord. Men de indtægter tilfaldt ved Reformationen kongen. Det var de jyske rigsråder anført af Mogens Gøye, der valgte Chr. III til konge i 1533. Chr. III havde ganske vist underskrevet en håndfæstning med betydelige formelle begrænsninger af sin magt. Men med sejren i Grevens Fejde og ved overtagelsen af kirkens bøndergods blev kongen meget stærk. Chr. III bevarede desuden stadig opbakning fra Mogens Gøye og de mægtige jyske rigsråder. Det skal i øvrigt huskes, at med Reformationen begyndte præsterne at prædike på dansk, og Chr. III var med sin Chr. III`s danske bibel fra 1550 i høj grad med til at styrke det danske skriftsprog.
Om Chr. III`s kanal fortæller kilderne, at man gennem 1552 og -53 indforskrev bønderne fra 13 herreder til tvangsarbejde ved ”… grøften , som er påbegyndt ved Randers med heste og vogne og 2 hjælpere ved hver vogn for at arbejde der i to dage på egen kost”. Det kan man læse mere om på www.fortidsmindeguide.dk. og www.randers.dk.
Det betød, at man i de ca. to år, hvor anlægsarbejdet stod på, løbende har indforskrevet tvangsarbejde fra fæstebønder fra en stor del af Øst-, Midt- og Nordjylland. Og hver fæstebonde skulle medbringe to karle, altså fæstebondens arbejdere, hestevogn med antageligt to heste, skovle med mere samt naturligvis mad og øl til eget forbrug samt sandsynligvis også en tjenestepige til at stå for madlavningen. Mange kom med andre ord langvejs fra, nogen sandsynligvis helt fra Aarhus, Viborg og Hobro.
Det var en lang tidskrævende tur i hestevogn. Så sådan et ekstra hoveriarbejde, ved ”grøften” oven i det almindelige hoveriarbejde, for ens herremand har kunnet mærkes på gårdene. For dermed blev der mindre tid til at passe fæstegårdens egen drift.
Arbejdet ved kanal og dæmninger blev naturligvis udført ved håndkraft. Man har, som nævnt, gravet og flyttet omkring 100.000 kubikmeter jord gennem de 20.000 arbejdsdage arbejdet med kanalen og de to dæmninger stod på. Der har med andre ord været tryk på i de to år anlægsarbejdet varede med et leben uden lige ved Hornbæk Enge mellem Fladbro og Randers.
Man har mødtes med folk langvejs fra. Måske har der også været holdt nogle gode gilder i de lyse sommeraftener? Og måske kom der også både ny par og børn ud af arbejdet ved ”grøften” ?
Den 300 meter lange dæmning over Nørreå var, som nævnt, forudsætning for at føre vand gennem Chr. III`s kanal til voldgraven omkring Randers. Men derved hævede man, som planlagt, også vandstanden i Nørreå. Nørreå gik derved over sine bredder og bredte sig over det meste af Nørreådalen. Derved opstod en ny stor sø, der gik fra Fladbro til omkring Skjern og Læsten Bakker.
Og man mener, at det netop var på grund af oversvømmelsen af Nørreådalen, at det oprindelige Fussingø ved Gjandrup blev flyttet til den dengang nyopførte herreborg i Gammelhave. Dæmningen ved udløbet af Nørreå brød i øvrigt sammen allerede i 1587 og måtte derfor genanlægges samme år.
Fort Randers og Randers Slot – En fæstning ved overgangen mellem Syd- og Nordjylland
Forhistorien bag Chr. III`s behov for en stærk fæstning ved Randers og overgangen melllem Syd- og Nordjylland var, som nævnt, at der efter Frederik 1.`s død var borgerkrig i Danmark gennem 1534 – 36.
Den jyske adel anført af storgodsejeren Mogens Gøye havde allerede i 1534 valgt den protestantiske Chr. III til konge. Mogens Gøye var altså Chr. III`s. mand, der ejede mange herregårde og fæstegård overalt i Midt- og Østjylland. Han og hans hustru er begravet i Voldum kirke, hvor man kan se deres store gravsten.
Det har formodentligt været Mogens Gøye, der har stået for befæstningen af Randers med kanal, dæmninger, voldgrave, bymur og ombygning af det hidtidige Gråbrødre kloster til Randers Slot, da man ved, at bl. a. borgen Frisenvold ved Gudenå og Vorup kirke her på hans hjemegn blev revet ned, for at levere sten til det ny fæstningsværk i Randers. Mogens Gøyes datter var i øvrigt den Birgitte Gøye, der århundreder senere lagde navn til børnesangen: ”Birgitte, Birgitte Gøye fik ondt i sit ene øje. Så smurte hun det med fløde osv.”
Chr. III planlagde, som nævnt, at sikre sin nyvundne magt over Jylland gennem tre store fæstningsværker. Sydjylland skulle sikres mod hertugdømmet Slesvig ved at bygge det Koldinghus Slot som vi stadig kender. Slesvig var ganske vist formelt set underlagt den danske konge. Men i Slesvig, Holsten og Lauenburg var den danske konge bare hertug og formelt underlagt den tysk-romerske kejser. Ofte støttede de slesvig-holstenske adelsmænd ikke deres hertug i skikkelse af de danske konger.
Syd- og Midtjylland op til Randers fjord og Gudenå skulle sikres ved at udbygge det eksisterende Skanderborg slot til en stærk fæstning. For at sikre magten i Jylland manglede man derfor en borg ved den strategisk vigtige overgang mellem Syd- og Nordjylland ved Randers og Strømmen mellem Randers Fjord og de meget vanskeligt passèrbare brede og våde Gudenå- og Nørreåenge.
Formelt set var det borgerne i Randers, der anmodede Chr. III om, at ombygge og befæste Randers by. Men den anmodning har kongen sikkert modtaget med glæde og gerne imødekommet. For med det ny Fort Randers beherskede kongemagten ikke alene overgangen ved Strømmen, men man havde også fået en stærk garnision, der kunne anvendes mod den nordjyske lavadel, der ofte havde vist sig vanskelige at styre for den centrale kongemagt. Betydningen af Randers befæstning ses i øvrigt af, at kongefamilien, efter Chr. III`s død og Frederik d. II`s magtovertagelse, placerede Chr. III`s enkedronning Dorothea, som soltsfrue i Randers.
Og det er sandsynligvis en følge af enkedronningens placering som slotsfrue på Randers Slot, at slottet i folkemunde fik navnet Dronningborg. Slottet var imidlertid det ombyggede Gråbrødre kloster, der lå i selve Randers by og altså inden for bymuren og voldgraven.
Chr. IV var arvtager til den magt og rigdom som Chr. III og Fred. II havde samlet. Og da Chr. IV var den mægtigste og rigeste protestantiske konge i Nordeuropa, valgte han, at forsvare den protestantiske kirke mod de katolske fyrster, herunder mod den tysk-romerske kejser. Men det gik, som bekendt, ikke så godt.
Chr. IV tabte stort til kejserens hær ved Lutter am Barerenberg i 1626, og herefter blev det de svenske konger, der forsvarede protestantismen. Det førte til et utal af dansk-svenske krige op gennem 1600-tallet med mange og meget ødelæggende besættelser af især Jylland. Landet blev forarmet, almuen sultede og døde i hobetal og Randersfæstningen med kanal, voldgrav og slot mistede sin betydning. Desuden blev mange af egnens herreborge, som bl. a. Skjern Slot i Nørreådalen besat og ødelagt. Sverige blev den ny nordeuropæiske stormagt.
Ved Freden i Roskilde i 1658, og efter den svenske hærs vågelige og geniale overgang over vinterens tykke is på Langelandsbæltet, mistede Danmark, som bekendt, det rige Skåne og mange andre danske og norske provinser.
Men næste gang du går tur i Fladbro, så slå et smut omkring resterne af Chr. III`s kanal og lad tankerne gå tilbage til det leben med i hundredevis af heste, mænd og sikkert også kvinder, der hver har haft to-tre arbejdsomme dage ved grøften, som er påbegyndt ved Randers dengang for ca. 470 år siden.
Andre dage, når man går rundt i Randers bymidte kan man også sende venlige tanker til de mange fæstebønder, karle og piger og deres indsats ved grøften ved Randers. For uden Chr. III`s kanal havde voldgraven omkring Randers været meningsløs og uden Randers befæstning og voldgrav havde vi næppe haft gader som Hvidmøllevej, Store og Lille Voldgade og Østervold.
Ved samme lejlighed kan man så i øvrigt huske sig selv på, at navnet Slotscenteret faktisk er ret velvalgt.
