Borgere over 65 år, der både modtager hjælp til personlig pleje og praktisk bistand, har netop modtaget et brev med tilbud om vaccine mod Covid-19.

Nu beder Randers Kommune pårørende til borgere i denne gruppe om at hjælpe med tidsbestilling og kørsel til vaccinationscentret for dem, der har behov.

Det drejer sig om godt 700 borgere.

– Det er så vigtigt, at vi får vaccineret alle de borgere, der ønsker det, og for mange af dem vil det både være det mest trygge og behagelige at blive kørt af en pårørende,” siger Lene Jensen, omsorgschef i Randers Kommune.

For de sårbare borgere i +65 gruppen, der hverken selv eller med hjælp fra pårørende kan transportere sig til vaccinationscentret, hjælper Randers Kommune med transporten, som er gratis.