I skrivende stund (hvor sidste runde i England endnu ikke er spillet) kan Randers FC se frem til en lodtrækning ude i Europa, hvor hold som Chelsea, Liverpool, Leicester, West Ham og Tottenham ligger i bowlen

 

Også hold som Eintracht Frankfurt, Bayer Leverkusen, Lazio og Juventus ligger i bowlen, ligesom det kan blive til et gensyn med Fenerbahce.

Niels Fisker fra Radio Alfa har tidligere været med Randers FC ude i Europa som sportskommentator:

”Efter finalesejren over Sønderjyske venter nu et europæisk gruppespil, hvor klubben kan trække hold som Leicester, West Ham eller Liverpool som gennem mange år har været fast inventar i weekendunderholdningen på tv hos millioner af fodboldfans verden over,” siger Niels Fisker og fortsætter:

”Om det bliver den nyoprettede Conference League eller den lidt finere Europa League, som Randers FC indtræder i, er endnu et spørgsmål, som kun fremtiden (red: 2 play off kampe i august) kan give svar på, men under alle omstændigheder vil Randers FC kunne byde ind med masser af oplevelser for de kronjyske fodboldelskere – og så ligger der formentlig også et par unikke oplevelser og venter på mig, der med sendeudstyret under armen vil være til stede, når Randers FC skal indtage Europa.”

Club Secretary Jesper Hansen fra Randers FC supplerer med nogle oplevelser fra tidligere år:

”Det er bare helt specielt at deltage i de europæiske turneringer. De anderledes oplevelser er nogle, man husker, uanset om det er på et kæmpestadion i Tyrkiet eller et lille stadion på Island, hvor bolden ryger i havet, når den ryger over tribunen. Ikke for at forklejne Superligaen, men det er sjældent, at vi ser et stadion, vi ikke kender aldeles godt i forvejen.”

Jesper Hansen har prøvet meget af det administrative omkring afvikling af en international fodboldkamp, og han fortæller, at det er et meget anderledes kamp set-up med en række regler, møder mv., som ikke nødvendigvis er decideret sjove men alligevel giver oplevelsen af at være en del af noget, der er meget større.

”Det er en særlig stemning eksempelvis at være til et UEFA delegate møde på kampdagen, og i år endnu mere da vi nu taler om gruppespil uanset hvad,” forklarer Jesper Hansen.

 

For spillerne er det også anderledes

Din Avis har snakket med Søren P(edersen), der i dag er sportslig og kommerciel direktør i Randers FC men tidligere har været med på grønsværen, når RFC har været ude i Europa. Han siger, at atmosfæren omkring det hele er meget anderledes.

”Man kan være heldig at komme til at møde store hold, som man tidligere har set i fjernsynet, ligesom vi gjorde i såvel Istanbul og Hamborg. De europæiske kampe er noget, man altid vil huske tilbage på og snakke om med dem, man delte oplevelserne med.”

Især turen til Tyrkiet var speciel for Søren P.

”Mit mest klare minde er det leben, der var omkring vores kamp i Istanbul mod Fenerbahce tilbage i 2006. Den pibekoncert, vi blev mødt med under opvarmning og det lydinferno, der var under kampen, er noget jeg aldrig glemmer. Der kunne man godt mærke, at man var et andet sted end i Danmark.”

Om de mulige modstandere lyder det fra den sportslige chef:

”Nu glæder jeg mig også til at møde hold, som vi ikke er vant til at møde. Det er nogle store hold med dygtige spillere, som vi kommer til at møde, og det bliver kampe på fede stadions, som helt sikkert vil give oplevelser for livet for os alle omkring holdet. Det bliver noget, man vil tænke tilbage på med stolthed.”

”At vinde pokalfinalen og de efterfølgende europæiske kampe, er det største, jeg har oplevet. Selvfølgelig er jeg stolt over at have spillet mange Superliga-kampe, men pokalsejren og kampene i Europa står som noget meget specielt for mig,” slutter Søren P.

Lodtrækning til Europa League play off forventes at ske primo august 2021, de to play off forventes afviklet ultimo august 2021 – og efterfølgende ved vi, om Randers FC skal spille gruppespil i Europa League eller Conference League.