En 18-årig mand er i dag på anklagebænken i Retten i Randers tiltalt for at have knivdræbt sin mor i en lejlighed på Nørrebrogade i Randers 17. september sidste år.

Kvinden blev ifølge anklageskriftet stukket adskillige gange i hovedet, halsen og kroppen.

Ifølge anklagen har drabet været planlagt af den unge mand og hans 60-årige far, der begge er af afghansk oprindelse.

Motivet har ifølge anklagen været, at kvinden ikke har været rettroende muslim. Desuden nægtede hun ifølge anklageskriftet at overdrage et skøde på en ejendom til den 60-årige mand, som hun tidligere var gift med.

Begge mænd risikerer udvisning af Danmark for bestandig, hvis de findes skyldige.

Der ventes dom i sagen kort før jul.