Seks uger.

Så længe kan midtjyske kvinder få lov at vente på svar på prøver foretaget i forbindelse med det nationale screeningsprogram for livmoderhalskræft, fortæller Radio 4.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ellers, at der højst går ti hverdage, før kvinder får svar på prøverne.

”Det har vi det rigtig skidt med. Vi vil rigtig gerne imødekomme, at vi kan svare på prøverne inden for de 10 dage, som det anbefales,” siger ledende bioanalytiker og medlem af afdelingsledelsen i patologi på Regionshospitalet Randers, Jette Krüger, til Radio4.

Alle prøver fra kvinder i hele Region Midtjylland bliver analyseret på Regionshospitalet Randers, og de seneste tre måneder har hospitalet ikke kunnet følge med, når prøverne skulle analyseres.