En ung mand blev i aftes sigtet for dokumentfalsk, da han prøvede at snyde med coronapasset.

Manden, der er 20 år, forsøgte omkring kl. 21.00 at komme ind på Randers Stadion, hvor alle tilskuere skal vise coronapas.

Han viste et vellignende coronapas på sin mobil, men vagten ved indgangen fik alligevel mistanke til, at der var noget galt, og kontaktede politiet.

Det viste sig, at coronapasset var falsk, og den 20-årige blev bortvist.

Østjyllands Politi advarer på det kraftigste mod at bruge falske coronapas. Straffen for denne type dokumentfalsk vil typisk være mellem 20 og 40 dages betinget fængsel, men da der er tale om en straffelovsovertrædelse, der har relation til Covid-19, kan straffen potentielt forhøjes til det dobbelte jf. straffelovens § 81 d.