Fem forskere på Regionshospitalet Randers har fået samlet 1,6 millioner kroner til ny forskning.

De kommer fra Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige forskningsfond.

Pengene skal blandt andet bruges til at forske i behandling af hjertestop samt senfølger efter brystkræft og tyktarmskræft.

– Projekterne har potentiale til at komme mange patienter til gavn, både når det kommer til overlevelse, men også livskvalitet, siger koordinator og overlæge Pinar Bor.

Den regionale fond giver penge til forskning inden for sundhedsområdet.

Målet er at styrke og udvikle forskningsmiljøet i Region Midtjylland, på et højt internationalt niveau.