Det er nødvendigt at have fuldtids vagt på PCR-testcenter Randers i Paderup. Leder opfordrer til at booke tider midt på dagen.

KIAN JOHANSEN

Det er ikke noget nyt, at der er en fast vagt placeret foran Testcenter Randers i Paderup, hvor omkring 5.000 personer PCR-testes om dagen.

For i flere måneder har et lille mindretal af de besøgende opført sig upassende overfor poderne. Derfor står der altid en vagt til at håndtere både køen, den upassende opførsel og beskytte poderne, fortæller Bodil Møller Andersen, der er leder af Testcenter Randers. Det er desværre nødvendigt.

”Folk har åbenbart ændret adfærd under hele Corona-epidemien. De overfuser af og til poderne og taler grimt til dem. Det tog vi konsekvensen af for længe siden,” fortæller hun.

Og om den adfærd har ændret sig i takt med de seneste nye Corona-tiltag, og om den er blevet bedre eller værre, har hun svært ved at vurdere. Det lader umiddelbart til, at det er en konstant tilstand under Corona, lyder vurderingen.

”Hvis flere bookede tider midt på dagen, så ville de opleve, at køerne er meget korte,” siger hun.

Bodil Møller Andersen, leder af Testcenter Randers

Flove besøgende

Vagten har fået ros af flere af Din Avis læsere, der har fortalt avisen om vagter, der myndigt har bedt folk i køen om at oplyse hvornår de har booket testtid. Er det en halv time før, eller blot langt fra den bookede tid, er de blevet bedt om at vente i en separat kø.

”Vi oplever faktisk, at dem der bliver bedt om at gå til side, bliver flove og det er sådan set også meningen. For de bookede tider har vi beregnet til, at man dukker op til tiden. Derefter kan man forvente at der er op til ti minutters ventetid i køen, før man kommer ind og bliver testet,” siger Bodil Møller Andersen.

Og tilføjer:

”Så hvis folk ville dukke op til aftalt tid og undlade at booke tid unødigt, ville det hjælpe os alle sammen.”

Lang eller kort kø

Der er flere årsager til, at køen vokser i flere perioder på dagen, lyder hendes vurdering.

Testcenter Randers er beregnet til at teste de personer der har været i nær kontakt med en smittet, dem der skal på hospitalet, hvis lægen har bedt dig om det, eller hvis du har symptomer på Corona og endelig dem, der har en positiv kviktest.

”Ved de fleste andre forhold er det en kviktest du skal tage. Det ville lette i køen, hvis alle overholdt det,” siger hun.

Testcentrets egne udfordringer bidrager også med lidt længere køer.

”Jeg ansætter dagligt nye podere. Der kan også være sygdom og når en poder er under oplæring, så tager det bare længere tid at nå i bund. Vi er på det samme it-system i Regionen, det bryder desværre sommetider ned og så kan vores podere jo ikke lave så meget særlig hurtigt.”

Den sidste store udfordring er, at de fleste booker i ydertiderne. Det er især populært i morgentimerne.

”Hvis flere bookede tider midt på dagen, så ville de opleve, at køerne er meget korte,” siger hun.