Arbejdet har stået på i knap fem år, men nu er det endelig blevet tid til, at Demenslandsbyen Møllevang officielt kan slå dørene op. De inviterer alle inden for, så man på egen krop kan opleve plejehjemsbeboernes rammer. Der er både ukrudt indenfor, købmand, bar og konditori.
AF CECILIE BISGAARD
Forandringerne er kommet lidt efter lidt og i små bidder. I 2017 fik plejecenteret Møllevang på Garnisonvej i Randers tildelt en pose penge, så det kunne omdannes til en demenslandsby, og det projekt er nu ved at være ved vejs ende.
»Før var vi et almindeligt plejecenter, og alle de ting, vi har lavet om, er sket løbende. Det har vi gjort for, at både personalet og vores beboere kan følge med, « siger projektmedarbejder og social- og sundhedsassistent Heidi Estrup Rasmussen.
Omdannelsen har altså været flere år undervejs, men 12. maj bliver Demenslandsbyen Møllevang officielt åbnet.
»Nu skal vi sætte punktum for projektet. Der kommer rød løber, og der bliver klippet snor over. Vi har godt nok været i gang i noget tid, men nu skal vi have den officielle åbning. Der kommer boder, hvor beboerne hjælper med forskellige ting, vi tænder bålet, og man kan tage en tur på en af vores side-by-side-cykler. Der kommer til at ske noget rundt omkring,« siger hun.
På dagen vil der naturligvis blive serveret flæskesteg, og der vil være gratis is.
Ukrudt på strøget
På åbningsdagen vil der selvfølgelig også være mulighed for at få et indblik i, hvordan plejehjemmet er blevet omdannet til en landsby.
Hvor der før var en gang med hvide døre, der førte ind til kontorer, er der nu anlagt et lille butiksstrøg.
Det er helt gennemført med indbydende døre, og på gulvet er der lagt et print af brosten. Og ikke hvilke som helt brosten. Der er taget et billede af brosten i Randers, som så er blevet overført til plejecenterets gulv – så det er komplet med både ukrudt og tyggegummiklatter.
Når man går hen ad strøget, er det første, man møder, købmandsbutikken. Her hjælper både frivillige og personalet til, så beboerne kan købe de småting, som de står og mangler. Det kan være klude og køkkenrulle, men man kan også købe chokolade, hvis man nu får gæster på besøg.
Ved siden af købmanden ligger værkstedet.
»Her kan beboerne få lov til at beskæftige sig med noget, som de lavede før, de blev demente. Og det er vi lykkedes rigtig godt med. Vi havde en, der ofte gik. Han var svær at få til at blive og behovsudsætte. Men når jeg siger ”du skal lige vente 15 minutter, og så går vi i værkstedet”, så sætter han sig ned og venter,” fortæller Anita Rosenqvist, der er uddannet pædagog.
Det ligger dybt i dem
Går man længere hen ad strøget, kommer man til gymnastiksalen. Her er der ribber, motionscykler og andet udstyr, der hører sig til.
»Mange af vores beboere har gået til gymnastik, så de kender det. Det er mest vores centerterapeut, der bruger gymnastiksalen. Så har hun forskellige hold som kørestolsgymnastik, snakkegruppe og cirkeltræning,« siger Heidi Estrup Rasmussen.
For enden af det lille strøg ligger tøjmagasinet. Her der fyldt med genbrugstøj, som er blevet doneret til Møllevang.
»Vi har nogle beboere, der kommer her dagligt og kigger. Hvis der er noget, de kan lide, så tager de tøjet med hjem. Personalet holder øje med, om det passer dem, og hvis det ikke gør, så lægger vi det tilbage. Hvis vi har nogle beboere, der har noget tøj, de ikke længere kan passe, så lægger vi det også herop,« siger hun.
»Så tager beboerne bøjlen med tøj på ned og holder det op foran sig i spejlet. Det ligger dybt i dem,« supplerer Anita Rosenqvist.
»Her lever vi i nuet. Det handler om at gribe det og arbejde med det, som de husker lige nu. Vi vil gerne have, de skal leve et liv, så normalt og tæt på deres tidligere liv, som det kan komme,« siger social- og sundhedsassistent Jeanette Dalskov Madsen.
Som at komme i byen
På den anden side af strøget er der store glaspartier, hvor man kan kigge ud på de stier, som også er en del af ombygningen til en demenslandsby.
»Før gik stien ud til Hadsundvej, og vores beboere fulgte bare stien, der hvor den gik hen, så det har vi lavet om. Nu fører stierne altid hen til en dør, så de altid kan finde hjem. De kan færdes frit men i et sikkert miljø,« siger Heidi Estrup Rasmussen.
Ved siden af den grønne udsigt finder man strøgets sidste forretning: salonen.
Her er der både en tandlægestol, en stol til en fodterapeut og flere frisørstole. Plejehjemmet har også en aftale med frisør, der kommer forbi en til to gange om måneden. Der er også en tandplejer og en fodterapeut tilknyttet, der bruger salonens faciliteter.
»Vi bruger det meget i hverdagen. Vi har en beboer, der ikke vil have vasket hår i lejligheden, men det er ikke noget problem, når hun kommer herind. Så tager hun et ugeblad og får en kop kaffe og en småkage,« siger Anita Rosenqvist.
»Det er vigtigt for dem, at de føler, at de kommer i byen,« siger Jeanette Dalskov Madsen.
Tropisk lys i konditori
Vender man blikket den anden vej og bevæger sig væk fra strøget, kommer man først forbi nogle hyggekroge, som også er etableret som en del af projektet. Derefter kommer man forbi caféen, hvor der er bygget en lille bar. Her holdt landsbyen j-dag for sine beboere.
Man kommer også forbi kulturstuen, hvor der er lavet et musikhjørne og et bibliotek. Biblioteket er et hjørne af rummet, hvor der står en reol med bøger, som man frit kan låne. Det er også et sted, hvor man kan sidde og få lidt ro.
Hvis man fortsætter forbi alt det, så kommer man til Palmehaven.
Under en lille kuppel af glas, der giver krogen et nærmest tropisk lys, er der som en del af ombygningen til landsby indrettet et konditori.
»Her kan beboerne invitere i byen. De har også plads i deres lejligheder til at invitere på kaffe og kage, men der er mange, der gerne vil invitere ud. Her kan beboerne også mødes på kryds og tværs,« siger Heidi Estrup Rasmussen.
»Bare lyset herinde får humøret til at stige ti grader,« supplerer Anita Rosenqvist.
Et hav af ting
Der er meget at fortælle om det store arbejde med at omdanne et plejehjem til en landsby. De har også fået et orangeri, et bålsted, et lille vandløb i haven, og så har de fået flere plejeboliger i form af nogle rækkehuse, som der er fri adgang til fra centeret – og meget mere.
»Der skal være liv i landsbyen. Vi laver sang og dans for alle, og en stor del af de ting, der sker her, står personalet for. Vi sørger for, at nogle ting foregår på centeret, og andre foregår i rækkehusene«, siger Heidi Estrup Rasmussen.
Det sidste, der mangler, før landsbyen står knivskarpt, er bænke og skilte, der skal op inden åbningen 12. maj.
