Per Marius Kræmer er død, 90 år gammel. Vognmanden voksede op i Råby og Tebbestrup.

Af Svend Kræmer, Belgien. Bror til Per Marius Kræmer

Nekrolog: Per Marius Kræmer (1932-2022). Bisat 22. april.

Min bror Per Marius Kræmer blev født på vore forældres gård i Råby 15. april 1932. Gården var deres første hjem efter brylluppet i november 1931.

Familien flyttede i 1936 fra Råby yderst ved Randers fjord til Andersholm, en gård på dengang 20 ha. som ligger ved landsbyen Tebbestrup ca. 5 km sydvest for Randers.

Under krigen kunne tobak ikke importeres til Danmark. Men på grund af det varmere klima for 70-80 år siden, i det mindste i Nordeuropa, var det muligt at dyrke tobak på vel ca. en halv hektar i en lavning op mod skoven nord for gården.

Far fik en kontrakt med en tobaksfabrik om dette. Vi måtte selv høste og forbehandle alle tobaksbladene. De blev trukket på snore og hængt op på loftet under stråtaget for at tørre. Derefter blev de presset i baller, inden de til slut blev sendt til fabrikken. Far beholdt dog en del tobaksblade til hjemmeforbrug. Han røg lang pibe, mens min bror Per vistnok allerede da røg almindelig pibe eller cigarer rullet af denne tobak.

Tobakken var meget stærk. Jeg hadede tobaksrøgen som min kære bror af og til morede sig med at blæse i ansigtet på mig. Men jeg kan i dag takke ham for, at jeg senere aldrig begyndte at ryge.

Ringriderkonge i Værum

Per var en dygtig rytter. Han blev ringriderkonge to gange i Værum.

Vi havde dengang en frederiksborger som Per kunne få til næsten at galoppere på stedet (terre-à-terre). Ringridningskonkurrencen fandt sted fastelavnsmandag i Værum, hvorefter ”kålene” (landsbrugsmedhjælperne) red fra gård til gård.

Både hest og rytter var flot pyntede og de havde vistnok også den lokale gymnastikforenings fane med. Besøget på gårdene blev indledt med sangen ”I alle de riger og lande”. Rytterne blev derefter trakteret samt fik bidrag til aftenens bal i Værum forsamlingshus hvor ringriderkongen valgte sin dronning.

Per flyttede hjemmefra da han var 15 år. Først var han landbrugselev et år ved en ”forsøgsgård” (St. Lundgård) lidt syd for landsbyen Jebjerg, ca. seks km hjemmefra. Derefter var han på ungdomsskole ved Skive i Nordvestjylland.

Kaniner på Menveds Plads

Per og jeg holdt kaniner. Kaninburene stod på sydsiden af laden. Om sommeren fik de mest mælkebøtter som plukkedes i grøftekanterne langs vejen. Vi solgte kaniner på torvet i Randers som lå på den nuværende Erik Menveds plads hvor statuen af ”konen med æggene” står i dag.

Per holdt også bier fra han var 15-16 år. Der blev indkøbt et par bistader hos en lokal biavler. Staderne stod bagved hønsehuset. Det var et omfattende arbejde året rundt. Om vinteren skulle bierne fodres med sukker. Honningen var jo taget fra dem om efteråret.

Per fik anskaffet alt udstyr til honningproduktionen. Han solgte størstedelen af honningen gennem biavlerforeningen. Per fortsatte med biavlen, mens han endnu boede på Randersegnen. Han anskaffede sig motorcykel, så han hurtigt kunne komme hjem for bl.a. at passe bierne.

Dragon i Randers

Han blev indkaldt til militærtjeneste som dragon i 1952, først på kasernen i Randers som da var flyttet fra Thorsgade til Mariagervej nord for byen, og derefter til Holstebro. Hestene var skiftet ud med kampvogne og tanks.

Per blev gift i 1955 med Irmgard, som Per havde truffet, mens han tjente på hendes fars gård ved Hørslev vest for Aarhus. De nygifte flyttede først til Randers hvor Per en tid arbejdede som vognmand med egen lastbil.

Sønnen Knud blev født der. Men de flyttede snart til en gård på Christianshede ca. 25 km vest for Silkeborg. Det tog en halv dags cykeltur at komme frem og besøge dem.

Per og Irmgards ægteskab varede ikke mange år; Irmgard følte sig nok ensom og langt fra familien; sammen med sønnen Knud forlod hun Per og rejste ’hjem’ til forældrene og søsteren i Hørslev.

Per blev selvsagt ulykkelig og solgte gården ’ude på heden’. Han købte i stedet et cementstøberi i Vest-Himmerland hvor han boede i flere år med Tove, hans hustru nr. to. De fik ikke selv børn, men adopterede Susanne, da hun var ca. et par år.

Vognmand i Vejle

Men Per glemte aldrig sin tid som vognmand og da Tove blev syg og døde, solgte han cementstøberiet og anskaffede sig i stedet en lastbil.

Hans vognmandsfirma som han til slut etablerede lidt syd for Vejle, blev en god forretning. Sammen med sønnen Knud anskaffede han endnu en lastbil og de drev denne transportvirksomhed i fællesskab helt til Per blev pensioneret for ca. 20 år siden.

I årene derefter blev det mange ’ferie-rejser’ med bil især til Østrig og Sydtyskland. Per begyndte også at spille harmonika sammen med andre musikinteresserede i Vejle.

Når han og Ragnhild, hans tredje hustru gennem 25 år, en gang imellem kom og besøgte os i Belgien, kunne Kræmer-duoen så endelig spille sammen, noget vi egentlig aldrig havde gjort under barndomstiden.