I 50 år har snart 78-årige Ejgil Skjødt Nielsen passet sit job og set efter papemballage-fabrikken på Mirabellevej i Randers.
KIAN JOHANSEN
Han arbejder hver nat og gør den over 100 meter lange bølgepapmaskine, kaldet BM2, ren for lim og skidt. Han spuler, renser, blæser og kravler rundt på maskinen, der for år tilbage har givet ham små påmindelser om, at man skal passe på.
Ejgil Skjødt Nielsen kalder sig selv for den ensomme ulv. Han kan godt lide at arbejde om natten. At arbejde uforstyrret i eget tempo på en maskine, som han kunne gøre ren med bind for øjnene.
»Det er nemmere, men lidt svært når du kun har dig selv at diskutere med. Hvis vi bliver uenige, så tier jeg bare stille,« lyder det fyldt med humor fra manden med den fitte krop, hvor ikke mange gram sidder forkert på maven eller andre steder. Musklerne bugner ikke ligefrem, men er med at til holde huden omkring den tatoverede blomst på overarmen fint stram.
Sildemad og Blå Thor
Når han er færdig med den sidste hverdagsvagt og weekenden venter, så står der ofte en sildemad, en blå Thor og en dram fra O.P. Anderson klar derhjemme.
»Meeen jeg drikker aldrig i hverdagene. Det må vi ikke her på fabrikken,« lyder det
På den store BM2 maskine finder du blandt andet store varmeborde, der skal varme bølgepappet og limen op. De mange varmegrader er med til at holde en på dupperne.
Ejgil fik indført, at man bærer arbejdshjelm omkring maskinen. Utallige brændemærker fra varmebordene var én af årsagerne.
Den anden årsag var en episode på maskinen BM1.
»Jeg gled på et trin, for der var kommet olie på mine arbejdsstøvler. Så landede jeg et par meter nede. Et par centimeter længere tilbage, så havde hovedet ramt et stykke metal og jeg havde været død. Jeg bøjede et par ribben og slog ryggen. Hold kæft, jeg havde ondt i flere uger derefter. Jeg sad bare på en stol. Kunne ikke noget,« husker han.
Og nu kommer pointen.
»Alligevel kom min værkfører. Ja det havde vi dengang. Af sig selv og ikke fordi han skulle. Han fortalte, at der stadig var en plads til mig, når jeg var kommet mig. Og det betyder alt for mig. Jeg er solidarisk med fabrikken. Og så længe fabrikken hjælper mig, så giver jeg noget tilbage. Det har jeg altid gjort.«
VPK Packaging
VPK Packaging A/S hedder emballagefabrikken på Mirabellevej i dag. De fleste husker måske navne som Neopac, Smurfit og Peterson.
Siden 2016 har fabrikken været en del af belgiske VPK Group.
Fabrikken sendte det første stykke bølgepap ud af maskinen i 1965.
Bølgepapmaskine 1 eller 2 – BM1 og BM2 er betegnelsen for de to produktionslinjer på over 100 meter, der har udgjort rygraden i produktionen i alle årene.
BM1 er forlængst udskiftet, mens produktionslinjen BM2 løbende er blevet renoveret og automatiseret.
Det er BM2 som Ejgil Skjødt Nielsen gør rent hver nat. Limrester fjernes, ruller rengøres og rør spules og blæses igennem.
Bølgepappets portner
Ejgil kommer en time før han skal møde på sin nattevagt. Han går også en runde på fabrikken en times tid fredag, lørdag og søndag om dagen, for at se om alt er slukket og i orden. Når de andre møder ind mandag morgen, så har Ejgil sørget for, at maskinerne er tændt og er klar til brug.
»Jeg kalder mig fabrikkens portner. Jeg slukker lys og lukker de vinduer, som de har glemt. Jeg lægger altid en lille gul seddel. ’Husk vinduet’. ’Sluk kontakten’. Af og til glemmer de at slukke de store maskiner. Dem slukker jeg. Det koster jo i strøm. En dag stod der et vindue åben og regnen piskede ned på en printer. Den fik jeg reddet.«
En anden gang ville han have slukket en maskine efter fyraften. Han stod klar ved knappen.
»Værkføreren sagde, at det skulle han nok gøre. Da jeg så ham dagen efter, ville han ikke hilse. – ’Han er flov, sagde de andre. I nat sprang der et rør og der røg mange liter olie ud. Havde han husket at slukke som du sagde, var det ikke sket i nat’.«
Fra silo til pap
Ejgils karriere startede som 16-årig i flåden. Siden blev han bestyrer af DLG’s kornsilo på Lemvej. Da han blev fyret, så stillede han hver morgen klokken otte foran fabrikken på Mirabellevej i en måned i træk, en svoger havde rost arbejdspladsen og mente han kunne søge job der.
»Hver morgen hilste jeg på chefen. Og hver morgen sagde han ’Der er ikke noget i dag. Jeg skal nok kontakte dig.’ Til sidst sagde min svoger. Du skal møde ind 13. maj til en aftenvagt. Og så har jeg været ansat lige siden.«
Ejgils blå bog
Ejgil Skjødt Nielsen, 78 år i juni.
Var i flåden fra han var 16 til 20 år.
Bestyrer af DLG’s kornsilo på Lemvej i syv år.
Begyndte på natarbejde 13. maj 1972 på det daværende Neopac, der blev etableret i 1965.
50 års jubilæet på VPK Packaging A/S tælles fra 14. maj 1972, da man kun tæller fulde dage.
Har boet på Urmagervej i over 40 år med konen Eva.
Parret blev gift som 16 -og 20-årig på kongebrev.
Sammen har de fire børn, samt flere børnebørn. Den ældste søn på 57 er driftsleder på Ry Varmeværk. Datteren arbejder i et Lægehus i Vorup, den næstyngste søn er bogholder hos NV-Randers, mens den yngste på 47 er it-konsulent og bor i Sverige.
Snøvle og Puttemus
»Min kone, Eva. Det er sgu det bedste der sket for mig. Jeg elsker hende og jeg er begyndt at elske og sætte mere pris på hende de seneste par år. Jeg savner hende, når jeg går rundt og gør rent, hun er så rummelig.«
Ejgil retter sig op, snøfter vejret ind og siger helt bramfrit.
»Hun gør mine hjul runde. Hun har runde hjul og jeg har firkantede hjul. Dem har hun langsomt slebet runde. Hun er så social, at du ikke tror på det. Selv når der ligger en fugleunge i haven, så leder hun efter moderen. Hvis hun ikke finder hende eller reden, så bygger hun en til ungen. Hun er sgu dejlig. Det er mine unger også. Dem vil jeg gøre alt for,« lyder det kærligt.
En af gaverne til jubilæet var en robotplæneklipper fra børnene.
’Vi kalder den ’Snøvle’. Bilen hedder ’Puttemus’ og konen har lige fået en ’Rolls Royce’, en rollator. Vi har det med at give vores ting øgenavne. Du ved, det kan man sgu selv bestemme, når man er så gamle som vi er,« siger Ejgil med underdrejet humor, der af og til lige skvulper over, når han taler.
Ellers går fritiden med huset, haven, konen Eva og børnene. De ser meget filmklassikere sammen.
Yndlingsfilmen er ’Martha’ fra 1967 og handler om et skib af samme navn og dets besætning, der befinder sig i det græske øhav. Skuespillerne er blandt andre Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Reichhardt, Poul Bundgaard, Karl Stegger, Preben Kaas og Helge Kjærulff-Schmidt.
»Jeg har vel nok over 1.000 film derhjemme. Især dem fra den danske filmskat ser vi tit.«
Efter en god lang snak om Ejgil og hans liv, så retter han sig op, rejser sig fra stolen og siger.
»Nå, nu har du vel nok. Jeg skal hjem til Eva, jeg savner hende.«
