En kvinde ringede​ mandag klokken 13.50 til politiet og fortalte, at en mand netop havde blottet sig over for hende og hendes 5-årige datter tæt på Tirsdalens Skole i Randers.

Ifølge kvinden var hun og datteren ude at gå en tur, da en fremmed mand på den anden side af vejen blottede sit lem og begyndte at onanere, mens han kiggede på dem.

Kvinden fik med det samme tilkaldt politiet, hvorefter manden gik fra stedet.

Kort efter kunne kvinden pege en patrulje i retning af en 34-årig mand, som stadig befandt sig i området.

Manden erkendte at have blottet sig og blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.