En kunstner er blevet så forarget over Nordic Waste og jordskreddet i Ølst, at han har lavet et kunstværk, som selvfølgelig skal stå i Randers.

AF CECILIE BISGAARD

Hvad er det, der foregår ved Nordic Waste?

Det er der nok mange randrusianere, der spørger sig selv om. Og ikke kun randrusianere. Kunstneren Henrik Busk Andersen har også stillet sig selv det spørgsmål. Derfor tog han fat i den lokale galleriejer Asger Pring.

Det fortalte Asger Pring, da han lørdag skulle afsløre et nyt, unikt kunstværk.

»Henrik er opvokset i Aalborg, men han er kommet meget i Ølst, hvor hans bedsteforældre boede. De boede en kilometer væk fra, hvor det er sket. Så han føler en tilknytning til stedet. Han ringede og sagde: ’det er kraftedeme for galt. Jeg laver en skulptur, og den skal til Randers, for det er der, det sker’,« sagde Asger Pring, lige inden han løftede sløret for skulpturen.

Artiklen fortsætter under billedet

Her løfter Asger Pring sløret for ‘Det giftige bjerg’. I glaskassen gemmer der sig jord med kranier og penge i. Foto: Cecilie Bisgaard

Penge og kranier

Galleriejeren fjernede langsomt den papkasse, der med påklistrede artikler om Nordic Waste skjulte kunstværket, indtil skulpturen kom til syne.

Øverst på en betonstøtte står en glaskasse. I glaskassen ligger der jord, og i jorden er der flere små kranier af plastik og 2.000 kroner i kontanter. Kunstværket hedder ’Det giftige bjerg’.

Artiklen fortsætter under billedet

Kunstneren er kommet meget i Ølst-området, fordi hans bedsteforældre boede der. Her er et billedet af ham, hvor han befinder sig i netop Ølst. Foto: Cecilie Bisgaard

»Jeg kunne godt tænke mig at sætte skilte på og så placere den et aktuelt sted i byen. Jeg er ved at finde ud af hvor,« sagde Asger Pring efter afsløringen.

Efterfølgende stillede byrådsmedlem Jens Peter Hansen (V) sig til rådighed for de fremmødte, og han ville, så godt han kunne, svare på alle spørgsmål om Nordic Waste.

Politiker stillede op

Først startede Jens Peter Hansen med at slå fast, at Nordic Waste – før virksomheden gik konkurs – havde to forretningsområder, som han mener, at man skal skille ad.

»Det første er, at de havde fået tilladelse til at rense forurenet og lettere forurenet jord. Det andet er, at de efterbehandlede den gamle lergrav, der i årtier har ligget der. Den måde, som de placerede jorden på derude, foregik på den måde, som det stod i en dispensation, som de havde fået fra Region Midtjylland,« forklarede politikeren.

Han fortalte, at det desuden var regionen, der førte tilsyn med mængderne af jord.

»Der var ingen, som havde evnet at forestille sig, at sådan noget her kunne ske,« sagde han.

»Voldsom ansvarsfralæggelse«

Den forklaring var en af de fremmødte dog lidt utilfreds med.

»Man har kendt til beskaffenheden og jordforholdene derude, så hvordan kan man ikke have vidst noget? Man har vel gjort sig nogle erfaringer efter det, der skete i Dronningborg for 20-25 år siden. Har man bare tænkt, at det ville man lade regionen om? Det er voldsom ansvarsfralæggelse fra Randers Kommune,« sagde Hugo Bech til Jens Peter Hansen.

»Man havde slet ikke tænkt i de baner. Der er altid små jordskred i området. Da forvaltningen i foråret blev gjort opmærksom på, at en vej derude var ved at skride, var forvaltningens svar, at det havde de set, men på grund af tung trafik anså de det som normalt. Hvad skulle man have observeret, der gjorde, at man havde tænkt, at et stort jordskred var på vej? Jorden var blevet lagt ifølge efterbehandlingsplanen, og Nordic Waste havde kun udnyttet en tredjedel af de mængder, de havde tilladelse til,« svarede politikeren.

Artiklen fortsætter under billedet

Byrådsmedlemmet Jens Peter Hansen (V) var også til stede ved afsløringen. Han svarede her på de spørgsmål, som de fremmødte havde om jordskreddet og Nordic Waste. Det fik han ros og respekt for. Foto: Cecilie Bisgaard

Der var flere spørgsmål efterfølgende, men ingen var lige så kritiske som Hugo Bech.

»Respekt for, at Jens Peter Hansen stiller op til det her. Han gjorde det godt, men jeg synes ikke helt, han svarede på mit spørgsmål,« sagde Hugo Bech efterfølgende.

Kunstværket ’Det giftige bjerg’ kan indtil videre opleves hos Galleri Pring i Houmeden.