Efter knap 30 år i Randers Kommune fratræder arbejdsmarkedschef Ole Andersen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

»Fokus på at skabe resultater med sit hold. En vellidt og ordentlig leder, der forstår at sætte kompetencer i spil. En tydelig debattør i utallige medieindslag om regulering af arbejdsmarkedet og beskæftigelsestiltag.«

Sådan beskrives Ole Andersen, arbejdsmarkedschef i Randers Kommune. På grund af sygdom fratræder Ole Andersen nu sin stilling.

»Det er et stort tab for Randers Kommune og ikke mindst for Arbejdsmarkedsafdelingen, hvor mange medarbejdere og ledere har arbejdet sammen med Ole i mange år. Sammen har de skabt virkelig gode resultater for borgerne og for Randers Kommune. Jeg har stor forståelse for beslutningen, selvom jeg også beklager, at samarbejdet skal stoppe,« siger Helene Bækmark, direktør for Social og Arbejdsmarked.

»Også personligt er jeg ked af, at Ole fratræder. Jeg har kun været i Randers Kommune i en kort tid, men det har været et privilegium at have Ole med i ledelsen og kunne trække på hans store erfaring og sikkerhed i chefrollen for en stor afdeling. Og så vil jeg savne Oles ligefremme måde at gå til tingene på,« siger Helene Bækmark.

Heldigvis er Ole Andersen i bedring.

»Jeg har været i Randers Kommune i 29 år. Det har været en oplevelse, en spændende rejse og en dejlig tid. Men min krop og min sjæl er efter et voldsomt sygdomsforløb endnu ikke der, hvor jeg kan håndtere et så krævende job. Jeg får det langsomt bedre, men det er rettidigt, at jeg stopper nu,« siger Ole Andersen.

Randers Kommune holder afskedsreception for Ole Andersen 24. juni.

Under Ole Andersens sygemelding har Helene Bækmark i samarbejde med ledere fra Arbejdsmarkedsafdelingen varetaget jobbet som arbejdsmarkedschef.

Det vil fortsat være Helene Bækmark, der indtil videre varetager opgaven og kommunen ser nu ind i en proces i forhold til ansættelse af en ny arbejdsmarkedschef.