Som noget helt nyt vil der i august blive holdt Randers-mesterskaber i klatring.

AF CECILIE BISGAARD

»Klatring er fedt, fordi man bruger hele kroppen på en helt anden måde, end man gør i andre sportsgrene. Det er nemt at få succesoplevelser, fordi man hele tiden udvikler sig – og man kan nemt se sin udvikling, når man kommer lidt længere eller hurtigere op end sidste gang.«

Det siger medejer af KlatreAutomaten på Hadsundvej i Randers, Louise Vinther.

Og det er en af årsagerne til, at hun og hendes mand Kim, der er den anden medejer af KlatreAutomaten, den 13. august – første lørdag i Festugen – arrangerer Randers-mesterskaberne i klatring.

»Man skal melde sig til, fordi man kan prøve klatring, uden der sker noget. Der er ikke nogen, der bliver til grin, fordi de fleste er nybegyndere, der gerne vil prøve det af. Og så skal man melde sig til, fordi det er en hel anden sportsgren, end man normalt ser i Randers,« siger hun.

Til klatremesterskaberne kan man tilmelde sig i to kategorier: familie eller individuel. Familie-sporet er en holdkonkurrence, og man behøver ikke være en familie for at tilmelde sig.

»Hvis man er et hold venner, kan man sagtens være med. Der skal være fire med på holdet i hver disciplin, men klatring er mega hård, så man må gerne have udskiftere med,« siger Louise Vinther.

Det er gratis at deltage, og alt udstyr låner man af KlatreAutomaten.