I samarbejde med Hjerteforeningen har Bauhaus nu installeret en hjertestarter i det lokale byggevarehus. Årsagen er ganske enkelt den, at hurtig hjælp med en hjertestarter redder liv og øger chancen for et liv uden varige mén.

Hjertestop rammer hvert år cirka 4.700 personer, mens de bevæger sig rundt i byen, er til sport, på arbejde eller på indkøb.

Det kan ske alle steder, og derfor tager Bauhaus nu ansvar og sørger for, at der er en hjertestarter i alle byggevarehuse og i kædens Servicecenter. Det betyder, at hjælpen er nær, hvis en person falder om. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hjertestarterne er nu installeret i alle 19 byggevarehuse, der ligger spredt over hele landet, samt i kædens Servicecenter.

Hjertesikkert område

Når en person bliver ramt af et hjertestop, er hurtig hjælp livsvigtig, og ifølge undersøgelser er chancen for at overleve op til 70 procent større i de tilfælde, hvor der er ydet akut hjælp med en hjertestarter.

»En hjertestarter skaber tryghed og sikrer overlevelse, så vi er meget tilfredse med, at vi nu har fået en hjertestarter, som står klar til at hjælpe døgnet rundt,« siger Michael T. Hansen, der er varehuschef i Bauhaus i Randers.

Tilgængelige for alle

Hjertestarterne er placeret, så de er tilgængelige hele døgnet, og de vil derfor også være med til at øge sikkerheden og potentielt redde liv i de lokalområder, hvor der ligger en Bauhaus. Og det er et initiativ, som Hjerteforeningen bakker op om.

»Vi er rigtig glade for, at Bauhaus bidrager til at øge overlevelseschancerne ved hjertestop i Danmark ved at opsætte potentielt livreddende hjertestartere på alle deres varehuse. At hjertestarterne samtidig er døgntilgængelige og døgnovervågede hjælper yderligere med til at øge hjertesikkerheden i alle de pågældende lokalområder – også uden for normal åbningstid,« siger Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Samtlige hjertestartere vil desuden være døgnovervåget via internettet for at sikre, at de altid er funktionsdygtige og klar til aktion.

sas