Fredag i det gode vejr kom festugen rigtig godt fra start med god musik og kolde øl flere steder i byen.

TEKST OG FOTO AF CECILIE BISGAARD

Der er få ting, der er lige så gode som en åbning af Randers Festuge. Specielt, når vejret var så godt, som det var i fredags.

Solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, hvilket kun gjorde øltørsten større blandt publikummerne til de gratis koncerter, der fandt sted på flere lokationer i byen.

På Rådhustorvet lagde Søs Fenger musikalsk bagtæppe til den officielle åbning af dette års Festuge. Omkring Niels Ebbesen var der godt pakket med mennesker, der alle hungrede efter gode kulturoplevelser oven på en corona-pandemi, der satte alle muligheder for den slags på pause.

Fredag eftermiddag klokken 16 var der dog få, der skænkede den før så frygtede sygdom en tanke. De mange mennesker i byen havde travlt med at nyde solen, musikken og de kolde øl.

En stor tak

Borgmester Torben Hansen (S) startede med at byde en meget varm velkomst til åbningen af Randers Festuge.

»En kæmpe tak til arrangørerne, der til gavn og glæde for os alle sammen, gør det muligt for os at opleve noget i Randers Festuge. Og en stor tak til sponsorerne, der gør det hele muligt,« sagde han blandt andet, inden han overgav scenen til Søs Fenger.

»Jeg er glad for, at I er her og ikke et sted, hvor I kan dyppe jer i noget vand,« sagde sangerinden, inden hun gik i gang med sit musikalske program.

Gadefest på Østervold

På Østervold var der også gang i gadefesten.

Gadefest on Tour skød deres sæson i gang i Randers Festuge, hvor de for fjerde gang var med til at fyre op for festen med dj-duoen TooManyLeftHands i front. De havde i dagens anledning taget flere af deres ”venner” med, der i den grad også formåede at bidrage til festen.

Til gadefesten hørte også en specialbygget scene med masser af pyro-effekter og konfettikanoner, hvor de mange artister styrede festens gang fra.

Omkring klokken 16 var der dog ikke så mange mennesker, der havde fundet vej til Østervold endnu. Men de tilstedeværende gæster kunne nyde en dejlig kold øl til lyden af tidens største hits.