31-årige Helle Winther fra Randers bestiger Afrikas højeste bjerg for at skaffe penge til flere Legehelte. Hun er selv en af dem og kan se magien i indlagte børns øjne, når hun leger med dem.

KIAN JOHANSEN

14 september begynder bestigningen af Kilimanjaro for Helle Winther fra Randers. Hun gør det for at skaffe penge til ’Legeheltene’ og fordi hun godt kan lide udfordringen i opgaven. For man kan nemlig donere penge pr kilometer hun når op i højden, eller blot et beløb til ’Climb for Charity’, der er oprettet af Børneulykkesfonden.

»Jeg gør det for smilet i de indlagte børns øjne,« som hun så smukt formulerer det.

Den 31-årige fysioterapeut arbejder til daglig i Fys & Sund i Randers. Men et par gange om ugen ifører hun sig heltekappe og leger med de indlagte børn på børneafdelingerne på sygehuset i Randers og i Skejby.

Op ad Kilimanjaro til fordel for Legeheltene

Læs mere om Turen til Kilimanjaro:

https://www.børneulykkesfonden.dk/adventureforcharity/ture/mt-kilimanjaro-september-2022/

Du kan donere et beløb via Mobilepay: 752235

Maigen i øjnene

»Jeg kan se magien i børnenes øjne, når vi leger og giver dem adspredelse fra en træls hverdag som syg og indlagt. Hvis jeg skaffer penge ved at klatre op ad Kilimanjaro, så kan der blive råd til legehelte på endnu flere sygehuse, psykiatriske afdelinger og børnehjem rundt om i Danmark. Og jeg ved, der er brug for dem,« siger hun.

Samtidig er der den personlige udfordring ved at skulle bestige et bjerg sammen med 12 andre frivillige, der også har meldt sig til sponsor-bestigningen.

»Dem skal jeg arbejde sammen med. Vi kender ikke hinanden på forhånd og vi bliver helt sikkert pressede alle sammen. Den måde at samarbejde på, kan jeg jo bruger i min egen hverdag, hvor vi jo alle også bliver pressede en gang imellem.«

Træningen inden opstigningen er blandt foregået til håndbolden i IF Trojka i Hammershøj og under løbetræningen. Og så går hun blandt andet til crossfit. Hun har netop gennemført og slået personlige rekorder under København helmaraton i tiden 3.21 og Aarhus City halvmaraton i tiden 1.35.

»Det er klart, at min krop bliver udfordret, når vi kommer til højdemeter. Men jeg glæder mig til at se, hvor langt jeg kan komme.«

Kilimanjaro

Mont Kilimanjaro er Afrikas højeste bjerg på 5.895 meter.

Bjerget ligger i Tanzania nær grænsen til Kenya.

Hvert år prøver ca. 25.000 mennesker kræfter med bjerget.

Helle Winther og resten af selskabet bestiger bjerget via den såkaldte Coca-Cola-rute, der er den mest almindelige rute op ad bjerget. Opstigning og nedstigning er sat til at vare ni dage.