Det er ikke småting, som Louise Lund bliver udsat for i kraft af sit arbejde. Derfor har hun en meget simpel bøn: tal pænt til hinanden.

AF CECILIE BISGAARD

Louise Lund hader scan-selv-kasserne.

For der kan kunderne komme helt tæt på. Der er ikke en kasse og et kassebånd, der fysisk kan adskille hende fra en aggressiv kunde. De kan rive i hendes trøje og tage fat i hendes arm. De kan gå helt op i ansigtet på hende. Og så kan de ramme hende.

Det var det, der skete, den dag Louise blev udsat for den voldsomste episode i de fire år, hun har været ansat i et supermarked.

En mandlig kunde var i gang med at scanne sine varer, da en af dem går ind til en forkert pris. På varen sidder et lille gult klistermærke, der fortæller, at den burde være sat ned.

Louise ringer til den afdeling, varen kommer fra, men personen, hun får i røret, ved ikke, hvad de skal gøre.

»Jeg kan se, at kunden har ret, så jeg får lov til at løse problemet fra kassen, og så jeg retter selvfølgelig prisen,« fortæller hun.

Hun kan godt mærke, at kunden allerede er irriteret over den forkerte pris, så hun løser problemet og vender sig om for at hjælpe en kunde i en af de andre scan-selv-kasser. I mellemtiden scanner den mandlige kunde et salathoved, og så kan Louise høre, at kassen melder fejl.

»Og så bliver fyrværkeriet tændt. Han bliver så vred. Jeg vender mig om med det samme for at hjælpe ham i stedet for den kunde, jeg er på vej hen til. Han slår ud med armene og er meget grov. Han kalder mig en masse ting. Jeg forsøger at forklare, hvorfor kassen melder fejl, men han bliver ved med at tjatte ud med arme og ben,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg tror, at jeg står tættere på, end han regner med, for han sparker mig. Jeg siger til ham, at det vil jeg meget gerne have mig frabedt, og om vi ikke skal snakke pænt til hinanden. Han svarer, at ”det skal vi kraftedeme ikke, din møgkælling”.«

Fik kastet vare i hovedet

Der er mange lignende historier, som Louise Lund kan fortælle fra sin arbejdsplads.

»Det er ikke småting, jeg er blevet udsat for. En politimand havde i hvert fald ikke fundet sig i det,« siger hun.

Den kunde, der sparkede hende, har Louise ikke set i butikken siden. Men det er ikke alle aggressive kunder, der holder sig væk efter et vredesudbrud og verbalt overfald. Der er for eksempel den kunde, som Louise kalder for Toffifee-manden.

Det var december, og butikken, som Louise arbejder i, havde et godt tilbud på den populære chokolade, og det betød, at der var en begrænsning på, hvor mange pakker hver kunde måtte købe.

Da butikken åbner den morgen, står en mand og hans kone klar. De skal ind for at købe Toffifee, og de køber begge to så mange pakker, som de må. De går ud af butikken, men kort efter vender de tilbage. De køber endnu en gang lige så mange pakker, som de to må, selvom de egentlig har opbrugt deres ”kvote”, og det får de faktisk også lov til .

Men da parret kommer ind tredje gang, er det slut.

Louises chef ringer til hende og fortæller, at parret har fået at vide, at de ikke må købe flere æsker chokolade.

»Da de når op til kassen, siger jeg til dem, at de allerede har benyttet sig af tilbuddet to gange, og manden siger, at det er rigtigt. Så jeg fortæller dem, at hvis de køber varerne igen, så går de ind til fuld pris. ”Hvorfor fanden skal de gøre det? Jeg skal kraftedeme have det til det tilbud, der står på skiltet”,« genfortæller Louise Lund og fortsætter:

»Da jeg siger til ham, at det har han fået, så siger han nej. ”Det har du da lige fortalt”. Og så tager han bare æsken og kyler mod mig. Jeg når lige at vige til siden, så den strejfer mig hen ad hovedet.«

Så kommer en af Louises kollegaer til, og manden går helt tæt på hende, mens han råber en masse ting ind i hovedet på hende.

Udvælger altid Louises kasse

Til sidst forlader manden dog butikken, og Louise sidder rystende tilbage.

»Jeg var virkelig chokeret,« siger hun.

Toffifee-manden handler stadig på Louises arbejdsplads. Og hver gang hun ser ham, så får de øjenkontakt, og han går bevidst hen til hendes kasse for at betale.

»Første gang jeg så ham, efter han havde kastet æsken i hovedet på mig, tænkte jeg ”åh, fuck”. Det løb koldt ned ad ryggen på mig, og mit hjerte galopperede. Men jeg har lært mig selv, at jeg ikke skal gå og kigge efter de kunder, som har været unbehagelige over for mig. Det skal man lade være med, for ellers bliver man træt,« siger hun.

Louise Lund har valgt at stå frem i Din Avis og hendes fagforeningen for at sætte fokus på, hvor grimt folk behandler butiksansatte, og hvad det gør ved en person, når man bliver udsat for den slags på sin arbejdsplads.

»Der har været en tendens til at pakke det væk. Det var ikke noget, man snakkede om, når man havde oplevet noget. Det, synes jeg, er skræmmende. Det er ikke i nuet, at det er værst. Det er resten af vagten. Man føler sig helt alene, og det rammer først bagefter. Det ødelægger noget i en, og mine børn kan godt mærke på mig, når jeg kommer hjem, hvilken dag jeg har haft på arbejde. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan,« siger hun.

Møgkælling er et hit

Det er ikke hver vagt, at Louise oplever nogle ubehagelige episoder med kunder. Men ifølge hende sker det tit.

»Det, jeg bliver kaldt oftest, er ’møgkælling’ eller ’møgluder’. Jeg har mest lyst til at spørge ”hvorfor?”. Altså hvad gavner det at kalde mig for en møgkælling, når jeg bare prøver at hjælpe. Vi gør det, så godt vi kan, men vi har også nogle retningslinjer, som vi får oppefra, som vi er nødt til at følge, hvis vi vil beholde vores arbejde,« siger Louise Lund.

Hun fortæller om en mor, der blev sur, da hun ikke kunne få udleveret sin pakke uden at vise ID på grund af sådanne retningslinjer.

»Hun spurgte, om jeg ”for helvede ikke kunne se, at hun havde et barn i bilen”. Jeg bad hende om at tale pænt, men hun svarede: ”nej, det vil jeg kraftedeme ikke, din møgso”. Halvanden time senere kom hun tilbage med ID for at hente pakken. Hvorfor skulle hun så lave den scene? Hvorfor skulle hun ødelægge resten af min dag?« undrer hun sig.

Det er for nemt at svine til

Louise Lund håber, at folk vil tænke mere over, hvad de siger til medarbejderne i de butikkerne. Hun vil forklarere, at det også har noget at gøre med måden, man siger tingene på.

»Vi vil gerne hjælpe, men hvis du siger: ”jeg kan kraftedeme ikke finde ud af det her lortesystem”, så giver det ikke ligefrem mere lyst til at være positiv og hjælpe,« siger hun og fortsætter:

»Kunderne skal ikke bare kunne behandle os, som de har lyst til. Det er ikke kun at svine os til. De kommer også med sexistiske kommentarer til de unge piger. En af mine kollegaer var 16 år gammel, da en kunde sagde til hende, at han godt gad tage hende op ad disken.«

Derfor har Louise ét stort ønske.

»Tænk nu lige en ekstra gang, før du siger noget til personer, der arbejder i en butik. De kan ikke gøre noget ved de retningslinjer, som er pålagt dem. Folk skal tænke længere. Det er for nemt at lukke galde ud og svine ekspedienter. Inden man træder ind i en butik, må man godt sige til sig selv: ”det kan godt være, jeg har haft en dårlig dag, men det er der ikke nogen derinde, der ved. Og de kan ikke gøre noget ved det. De er der for at passe deres arbejde”,« siger hun og fortsætter:

»Det kan ikke være rigtigt, at det skal være vores hverdag. Vi skal sige ”stop, det er ikke okay”. Jeg synes, det er en meget simpel bøn.«