KIAN JOHANSEN; REDAKTØR DIN AVIS

Oktober måned står der og har banket døren ind.

Løvblade på græsplænen, susen i trætoppene, løbende næser og kastanjer der kan samles op, klar til at lave kastanjedyr af.Vi rykker indendørs og gør klar til vinterens komme.

Putter os, finder dynen frem og dem der kan, får ild i brændeovnen, måske endda især i år, hvor den ‘Russiske Vinter’ er over os.

Alle årstider har deres charme. Personligt er jeg mest til forår og sommer og jeg glæder mig meget til, når fuglene igen begynder at pippe, og solen står højere på himlen og man kan dufte græsset og blomsterne igen.

Men nu står solen lavt om morgenen, de lyse dage fortættes og vi skal finde vej i mørket.

Både bogstaveligt og billedeligt talt. For at finde vej og være synlig, kan du bare finde trafikvesten, lommelygten og refleksbrikkerne frem. Det er nemt nok.

Vi kender som regel turen hjem fra dengang det var lyst og sommer. Den billedlige del af at finde vej i mørket, er nok lidt sværere.

Jeg tænker på inflation, rentehop, prisstigninger, krig, atomvåben-raslen og alt det andet, vi burde tænke dybere over.

Men som med løsningen om at finde trafikvesten frem, så kunne vi også grave lidt i vores løsnings-kasse. Og det handler om indstillingen.

Så jeg vælger at gå mod mørket med visheden om, at det nok skal blive godt igen. Vi går mod lysere tider. Vi skal nok finde løsningerne.

Nogle af os har jo prøvet kolde vintre og sparetider før. Måske skulle man begynde med at samle kastanjerne op fra løvtæppet og lave efterårets første kastanjemand.

Så holder du da varmen imens.