Østjyllands Politi søger vidner til en episode, der fandt sted mandag 19. september klokken 9.15,

Her kom en 17-årig dreng kørende på sin scooter over cykelbroen ved Randersbro i sydgående retning, og her overhalede han en trehjulet kabinescooter. Da drengen nåede til krydset ved Grenåvej og Århusvej og holdt for rødt lys, kom kabinescooteren op på siden af drengen.

Føreren af kabinescooteren begyndte at råbe af den 17-årige og slog ud efter drengen, som blev ramt fem-seks gange på siden af hovedet. Den 17-årige kørte herefter fra stedet, mens kabinescooteren kørte videre ad Grenåvej

Føreren af kabinescooteren beskrives som en mand på mellem 40 og 55 år, 180 til 190 centimeter høj og kraftig af bygning. Han havde lys hudfarve og kort hår. Den trehjulede kabinescooter var overvejende rød men sort omkring bagdækkene.

Østjyllands Politi søger personer, som enten har set episoden, eller som kan have oplysninger om, hvem føreren af kabinescooteren er. Politiet kan kontaktes på telefonnummeret 114.