Af Lars Roed

Jeg sidder med en tung indre stemning på en lidt gråvejrstung dag. Jeg prøver ihærdigt at være i nuet, og det jeg gør lige i øjeblikket. Jeg skriver min klumme. Jeg bliver igen og igen trukket ind i tyngde, modløshed, og også noget vrede ligger og lurer dybt nede. Der er en bekymring for Danmark og verden. Jeg mærker medfølelse for en masse mennesker, som i denne tid bliver ramt både ude i verden, men også i vores eget land.

Verdensfreden er truet, og det er mærkeligt at tænke på, at en mand kan sætte gang i så meget ufred og frygt.

Vi mærker nu også konsekvenserne af krigen i Ukraine ude i Østersøen, hvor man taler om, at gasudslip fra Nordstream-gasledningerne er sabotage.

Ruslands folk bliver blandt andet styret ved at skabe frygt, som så mange andre regimer har gjort det gennem tiden. Man søger måske også fra Ruslands side at skabe større frygt i Europa ved at sabotere egne gasledninger og dermed vise resten af verden, hvor sårbar og afhængig den er af den russiske gas.

Jeg kan mærke, at min håbløshed her i skriveriet også er rettet mod de mange mennesker i Danmark, som både økonomisk og menneskeligt bliver mærket af den energimæssige situation, landet og Europa er i. Energipriserne er steget så voldsomt, at mennesker begynder at snakke om, at de ikke har råd til at bo i deres hus mere. Der er samtidig en begyndende afmatning i boligmarkedet, så det ikke bliver let at sælge huse.

Jeg leder i håbløsheden og modløsheden efter lyspunkter og håb. Vi har nyligt stået en krise igennem, hvor vi i Danmark stod sammen for at beskytte vores mest sårbare borgere mod corona. Vi havde, synes jeg, ansvarlige politikere som på tværs af partigrænser i det meste stod sammen og støttede os i forhold til at komme igennem krisen. Nu kan vi håbe, at de samme politikere står sammen om at skabe en grobund, så vi sammen kan løse og komme igennem en ny krise. Vi kan som nation og folk stå tættere sammen, når krisen kradser.

Det er min personlige erfaring, at kriser, som håndteres godt og vist, skaber vækst efterfølgende. Jeg ved, det er svært at se, når man er i krisen, men jeg mærker, at vi bliver klogere af og efter krisen, selv om der venter os svære tider.

Noget af det, vi lærte af coronakrisen, var, at alt, vi har, ikke er selvfølgeligt. Det kommer vi også til at mærke i den nærmeste fremtid. Der bliver mulighed for at mærke en større taknemlighed for det, vi har. Det, synes jeg, der er meget håb i. Jeg håber, at håbet må være med alle.

Hav det godt indtil vi “læses ved” en anden gang.