Åbent hus i showroom, bagerbod og værksted hos tre driftige kvinder på Støvringgaardvej.

AF ANETTE BONDE

Echo Li Madsen, Helene Munk og Kirsten Marten havde lørdag 1. oktober åbent hus på Støvringgaardvej i Mellerup. De inviterede indenfor i henholdsvis deres showroom, bagerbod og værksted. Gæsterne myldrede til, ikke overraskende flest folk fra lokalområdet, og de tre Mellerup-borgere fik dermed igen bekræftet, at byen stiller op, når der skal bakkes op.

»Uanset, hvem der kalder, så står vi bare frem for hinanden,« smiler Echo Li Madsen.

De to lokale musikere Andreas Tykjær Restorff og Maria Ljósá, begge fra Mellerup, sørgede for, at der også var musik i gaden. De spillede en times intimkoncert med numre på både engelsk, dansk og færøsk.

I byLi’s showroom

De tre virksomheder, der alle er indrettet i og ved privaten, ligger tæt på hinanden på Støvringgardvej. Echo Li Madsen og Kirsten Marten er naboer, og Helene Munk bor skråt overfor.

Echo Li Madsen, byLi, inviterede indenfor i sit showroom. Hun har arbejdet med indkøb og design i mange år, og åbnede sit firma i september 2020 med redesign af indiske sarier og andre genbrugs-tekstiler til moderne, bæredygtigt tøj, accessories og tasker.

Hun får sine designs produceret i Indien og forhandler dem via sin hjemmeside og gennem butikker i Danmark. I Randers kan man købe hendes produkter i Frk. Fie.

Echo Li Madsen er født i Kina og har boet i Danmark de seneste 19 år. I Mellerup bor hun sammen med sin mand og sønnen Carlos, og hun foretrækker at kunne arbejde hjemmefra af hensyn til Carlos.

Splinterny bagerbod

Helene Munk har netop åbnet et lille brødudsalg ved p-pladsen på familiens gård. Den er helt ny, faktisk blev den sidste finish foretaget om natten inden første åbningsdag 1. oktober. Hendes mand Jakob Rostved har bygget boden.

Fremover vil der være åbent i »Bagerboden» i weekenden med salg af surdejshvedebrød, rugbrød, surdejsboller og kardemommesnurrer, alt sammen økologisk. Hvis man bestiller tirsdag inden klokken 12, vil man om onsdagen kunne afhente rugbrød mærket med sit navn.

Helene Munk fortæller, at hun som hjemmegående mor med fem børn i alderen fem til ni år, heriblandt to hold tvillinger, gerne ville bidrage til familiens økonomi. Hendes mand Jakob Rostved er selvstændig tømrer og har det seneste år alene tjent pengene til hushold.

»Jeg ville gerne bidrage lidt og samtidig være hjemme, når børnene kommer hjem. Jeg kan godt lide at bage surdejshvedebrød, og vi har i nogen tid joket med at sælge det i en vejbod.«

På grund af de ekstra høje el-priser for tiden bager Helene Munk om natten, når strømmen er billigst. Det er ikke det store problem, siger hun.

»Jeg behøver ikke så meget søvn – jeg har jo også tidligere haft fire blebørn på én gang. Nu er de ved at være store, meget selvstændige, og de er vant til at hjælpe til.«

Tegning og keramik

Billedkunstner Kirsten Marten arbejder med tegning og keramik og sælger sine værker fra sit værksted. Mange vil kende hende fra en af de mange udstillinger, hun har haft, senest i Kulturhuset i Randers.

Hun flyttede til Mellerup i juli 2021. Det vil sige, at hun er forholdsvis ny i byen. Og hun er overrasket og glad over den overvældende strøm af gæster i værkstedet forrige lørdag.

»Ja, sikke en opbakning fra byen.«

Echo Li Madsen, Helene Munk og Kirsten Marten er alle indstillet på at gentage arrangementet op imod jul, enten i slutningen af november eller i december. Det er både hyggeligt at lave et fælles arrangement, og samtidig kan de på den måde tiltrække endnu flere mennesker.

»Der var en utrolig dejlig stemning. Og vi er ikke i tvivl om, at den store opbakning skyldes, at folk kunne gå fra den ene til den anden.«