Grene, kogler og kviste forvandles på magisk vis til nisser, julestjerner og flettede hjerter på Randers Naturcenter.

Papirstrimlerne skiftes ud med pil, når Randers Naturcenter har det helt store arsenal af naturmaterialer klar lørdag 19. november, så både store og små kan julehygge, mens de laver adventskranse, dekorationer og anden julepynt.

»Vores søde skovnisser står klar med alverdens naturmaterialer og værktøjer, så de besøgende med egen fantasi eller lidt inspiration fra naturcenterets kreative julemanualer kan skabe sine helt egne julekreationer,« siger naturvejleder Maria Cornett i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Med naturens magi forvandler vi grene, pilekviste og siv til de fineste juletræer, julestjerner og guirlander, som kan pynte i vindueskarme og krukker hele december. Naturens julepynt giver en anden oplevelse end de juleklokker og nisser, der kan købes i alverdens butikker. Samtidig hviler idéen om naturpynt på en bæredygtig tanke, og så er det jo ganske gratis.«

Bliver det lidt koldt for fingrene kan man varme dem ved æbleskivebålet eller besøge naturcentrets julecafé, hvor der kan købes kaffe og et stykke af naturcentrets julekringle.

ceb