Af Lars Roed

Mine to hunde ligger roligt bag min stol i køkkenet. De virker til at være faldet godt til i deres nye hjem. Jeffi, min labrador, spejder altid længselsfuldt efter mad. Bare der falder lidt krummer på gulvet fra de dejlige rugbrødsmadder, som står velduftende på bordet, siger hans dybe brune øjne måske. Vores labradoodle flader helt ud, træt og lige kommet i løbetid.

Egentlig kunne jeg have startet med at skrive, at hunden er menneskets bedste ven, men det er vel en sandhed med modifikationer. For mange år siden var jeg på ingen måde tilhænger af at have hund. Jeg så hunden som en form for kompensation for det, man burde arbejde på at få i en relationen til andre mennesker eller i sit parforhold. Jeg tog fejl. Hunden kan noget helt særligt. Jeg oplever det som betingelsesløs kærlighed, det som mine firbenede venner kan give mig. Der er noget helt særligt ved hundenes hengivenhed, har jeg gennem tiden opdaget og lært som hundeejer og hundeven.

Det er måske en projektion omkring mine hundes evner til at give, men det føles som uforbeholden kærlighed og kan være ganske svær at finde andetsteds. Vi har måske læst eller hørt om det i religionshistorier eller gennem spirituelle filosofiske betragtninger. Men sådan at opleve det i det virkelige liv kan være sjældent.

Der vil i de fleste sammenhænge i menneskelige relationer følge et udtalt eller u-udtalt krav eller betingelser med kærligheden.

Måske findes ubetingetheden i den dybe forelskelse. Her kan der være en dyb lyst til at give afkald på egoets ønsker om bekræftelse og blot smelte sammen eller ind i den dybe tryghed i forelskelsen for så måske siden at blive ramt af angsten for at miste. Denne vilde dynamik, som kan opleves i forelskelsen. Det som nogle psykologer og forskere kalder “momentan sindssyge”.

Måske findes den ubetingede kærlighed kun et sted. I os selv. Skal vi erkende dette, er der et meget langt arbejde foran os i vores livsproces. Måske oplever du dette som det vildeste postulat, men jeg opfatter det sådan, at muligheden for at opleve den betingelsesløse kærlighed aldrig eller sjældent kan findes udenfor os selv. Den kan potentielt findes i det dybe arbejde eller proces med at acceptere os selv, som vi er. Elske os selv som vi er. Uperfekt perfekte. Værd at elske, værd at blive set. Taknemlige og accepterende over at leve livet med alle dets op- og nedture. I den kærlige egenforståelse, at vi alle er værd at elske.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at sætte mere pris på dig selv og træne dig i at elske dig selv noget mere. Det er et måske enkelt men kæmpestort stykke arbejde. God arbejdslyst og hav det godt, til vi “læses ved” en anden god gang.