Ansatte og skoleelever opfordres til at tage en ekstra trøje på og spare på strømmen.

I disse uger bliver der skruet ned for varmen på både skoler og i andre kommunale bygninger. Det sker som led i kommunens energispareplan. Samtidig ruller en informationskampagne ud, som opfordrer alle til at tage en ekstra trøje på og være med til at spare på strømmen.

Kommunens Ejendomsservice er i samarbejde med alle kommunens bygningsansvarlige ved at finde løsninger, så temperaturen i videst muligt omfang sænkes til 19 grader om dagen og fire grader mindre om natten. Ved depotrum og lagerrum er udgangspunktet en temperatur på 16 grader.

»Vi skal reducere energiforbruget så meget som muligt, både fordi forsyningssikkerheden i landet er udfordret, og fordi energi er blevet meget dyrere. Det er klart, at der kan være forskel på bygninger, og hvad der kan lade sig gøre, men udgangspunktet er, at vi følger de nationale anbefalinger,« siger Jesper Kaas Schmidt, der er kommunaldirektør og leder af kommunens energikrise-gruppe, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg ved, at 19 grader vil føles køligt, så alle opfordres til at tage en ekstra trøje med i skole eller på arbejde fremover.«

Temperaturen bliver sænket i alle administrationsbygninger, skoler, biblioteker, fritids- og sportsanlæg og svømmehaller. Ved at sænke temperaturen med en grad sænkes energiforbruget med fem procent. Sænker man yderligere med fire grader om natten sparer det 6,7 procent.

Daginstitutioner, ældrecentre, døgninstitutioner og lignende, hvor børn, ældre og udsatte opholder sig, skal ikke sænke temperaturen.

gs